5 hurtige til Amalie Møller-San Pedro
top of page

5 hurtige til Amalie Møller-San Pedro

Under lidt mere normale omstændigheder ville hun være fast inventar på landets ovalbaner sommeren over. Men i år hvor den sjællandske toprytter hverken har stævner eller mesterskaber i sin kalender, bliver der i stedet tid til træningsnørderi og håndværkerprojekter hjemme i den helt nye vestjyske træningsstald.

Amalie Møller-San Pedro med islandsk hest i naturen.
En sommer uden stævner betyder tid til træningsnørderi og hyggelige skovture (Foto: Amalie Møller-San Pedro)

1. Hvordan står det til på Idom? Kan du få tiden til at gå på sådan en stille sommer?

- Det går fantastisk på Idom. Wow hvor er jeg bare glad for Jylland. Folk er så søde! Og vi har haft rigeligt at lave. Først og fremmest har jeg aldrig før solgt så mange heste på så kort tid - så der har været gang i den. Herudover har vi jo haft masser af tid til at vende hver en sten på gården. Jeg har fået nogen top skønne piger i min stald, som hjælper rigtig meget, og min kæreste Niels har jo også været hjemsendt. Så der er blevet bygget og malet og malet lidt mere :) Oooog så har jeg fået en ny hobby! Høns! I tossede former og farver :) Hihi jeg har fået helt pip. 


2. Du er næsten lige flyttet til Jylland - hvordan er du og din forretning San Pedro Training faldet til?

- Jeg er tosset med Jylland :) Og jyderne har taget så godt imod os :) Min søde kæreste kommer jo fra Viborg. Så det har længe været i udsigterne. Men det har været så svært at finde en gård, der kunne rumme mine drømme og krav til min forretning. Og vi føler os meget heldige, at vi har fundet sådan en skøn perle i Idom. Selvom der altså er flere fluer i Jylland, end der er på Sjælland. Hihi :)


Det går også rigtig godt med San Pedro Training. Mange af mine gamle kunder kører hele vejen til Idom, både for Talent Team, kurser samt træningsophold. Og så har jeg fået en masse nye kunder her i Jylland. Herudover er det jo en kæmpe befrielse at vi selv ejer Bondegården. At jeg ikke længere skal leje og være afhængig. 


Jeg er så stolt af det, vi har bygget op på Idom. Det er vores ♥️ Og vi har gjort det hele selv. Selvfølgelig med masser af byggehjælp fra familie og venner :) 

Amalie Møller-San Pedro og kæresten Niels
Amalie og kæresten Niels har brugt det stille forår på at sætte gården Idom i stand (Foto: Amalie Møller-San Pedro)

3. Det er lige omkring nu, at dine stævneheste plejer at skulle præstere på topniveau. Hvordan har du tilpasset deres træningsplan ud fra den aflyste sæson?

- Mine stævneheste er i fuld træning. Men, det er “vintertræning”. Jeg skridter, og skridter og tuller og finpudser teknik og rider laaaaangsomt :) og rider lange ture i naturen. Forleden red vi 17 km. i millitærterrænet. Så stævnerne er langt væk i vores hoveder. Det er lidt vildt at tænke på, at det her er den første sommer siden jeg var 13, at jeg ikke har redet stævner hveranden weekend hele sommeren. Nu er jeg altså 26. Det er sku lidt mærkeligt. Jeg får det bedste ud af det :) 


Amalie Møller-San Pedro på islandsk hest i tölt
Trods de aflyste stævner er Amalies heste i fuld træning - der bliver dog arbejdet lidt langsommere og mere teknisk end normalt på denne tid af året (Foto: Amalie Møller-San Pedro)

4. Hvad gør du selv for at holde motivationen oppe, nu hvor der ikke er stævner at træne hen imod?

- Jeg får regelmæssig undervisning af forskellige dygtige ryttere, som inspirerer mig. Herudover tager jeg mig friheden til at gøre andre ting, jeg normalt ikke har tid til på denne tid af året. Som at bade med mine heste i vores baghave. Mødes og ride ture rundt i smukke Danmark sammen end en masse dejlige mennesker. Nørde med longearbejde. Lave “udfordringer” som florerer på de sociale medier. Og nørde teknik og teori med mine ridekollegaer og -veninder. Lige i øjeblikket er vi for eksempel meget optaget af, hvad det gør ved tølten og galoppen, hvis man rider over bomme???


Amalie Møller-San Pedro med ridepiger på Idom
Amalie har allerede fået skabt sig en god base i hendes nye træningsstald i Vestjylland (Foto: Amalie Møller-San Pedro)

5. Hvad glæder du dig mest til, når verden forhåbentligt snart ser helt normal ud igen?

- Jeg glæder mig til ridelejr! Wow hvor bliver det sjovt. Og så glæder jeg mig til at kunne give et godt kram! Det savner jeg. Og så glæder jeg mig selvfølgelig også til at komme tilbage på stævnebanerne - endnu mere top klar. Både som dommer og som rytter :) 


Du kan læse mere om Amalie Møller-San Pedro, San Pedro Training og Idom på SanPedro.dk

bottom of page