5 hurtige til Indiana Wenaas
top of page

5 hurtige til Indiana Wenaas

19-årige norske Indiana er sammen med sin hingst Bastían frá Þóreyjarnúpi taget et smut til Danmark på træningsophold.

Indiana Wenaas og Bastían frá Þóreyjarnúpi
Indiana Wenaas både rider og ejer hingsten Bastían frá Þóreyjarnúpi, som hun for en kort periode har taget med til Danmark (Foto: Privat)

Husker du Bastían frá Þóreyjarnúpi? Hingsten der i 2018 med Tryggvi Björnsson i sadlen scorede et imponerende 10-tal for tölt på kåringspladsen i Herning. Nu er han atter et smut tilbage i den midtjyske by. Denne gang blot sammen med den norske ungrytter Indiana Wenaas. Sammen suger de viden og oplevelser til sig på Kronholt, inden de for alvor skal ud og ride stævner, når ovalbanerne åbner igen. Midt i en hverdag fyldt med hest fandt Indiana dog tid til at tage en snak med Fifla.dk, og svare på 5 hurtige spørgsmål.


1. Du bor midlertidigt i Danmark - hvordan kan det være?

- Jeg kommer fra en lille landsby i Møre og Romsdal i Norge, men lige nu bor jeg i Gjellerup ved Herning. Her arbejder jeg på Kronholt og planen er, at jeg skal være her til august.


2. Du ejer og træner hingsten Bastían frá Þóreyjarnúpi. Hvad er dine målsætninger for jer som ekvipage?

- Det er jo selvfølgelig et mål at gøre det bedst muligt i den kommende sæson. Planen var jo egentlig at starte stævner i 2020 også, men eftersom de alle blev aflyst, fik jeg en masse tid til at tænke over, hvorfor jeg egentlig har hest. Det kan være svært at sætte sig langsigtede mål, når man ikke helt er klar over, hvordan tingene vil udvikle sig. Men for mig har det været meget vigtigt at fokusere på glæden ved at være sammen med hestene og den succesfølelse, som det giver. Så et af mine store mål er, at vi skal have det sjovt, samtidig med at vi træner frem imod de andre mål, som vi også har sat os.

Indiana Wenaas og Bastían frá Þóreyjarnúpi
Indiana Wenaas og Bastían frá Þóreyjarnúpi (Foto: Privat)

3. Hvad er dine spidskompetencer som rytter?

- Jeg vil nok ikke sige, at jeg har nogle specielle spidskompetencer. Jeg er kun 19 år og har stadig meget at lære. Men jeg synes, at det er vigtigt at være åben for ny viden og meget gerne forskellige steder fra. At være nysgerrig, åben for at prøve nye teknikker og ikke mindst at turde og fejle lidt.


4. Hvor mange heste har du?

- Med til Danmark har jeg bare Bastían. Men jeg har også en hoppe, som bliver 20 år gammel i år. Hun går hjemme i Norge og nyder livet som "pensionist". Min lillesøster Savannah og to af mine fætre, Viljar og Imre, holder hende lidt i gang.

Indiana Wenaas og Bastían frá Þóreyjarnúpi
Bastían frá Þóreyjarnúpi har blandt andet 10 for tölt (Foto: Privat)

5. Hvordan er dit ophold i Danmark?

- Indtil nu har opholdet været rigtig godt. Det er jo selvfølgelig lidt kedeligt, at der ikke sker så meget, men jeg håber, at der snart åbnes op for, at der kan ske lidt mere. Jeg har lært rigtig meget og en del af det, jeg har lært, tror jeg, har klistret sig til hjernen, uden at jeg egentlig har tænkt over det. Det er måske først lidt på bagkant, at man indser, hvor meget man har lært. Den største forskel fra Danmark til Norge er, at det er meget fladt her i forhold til derhjemme. Jeg kommer fra et sted med høje bjerge, så det er en stor kontrast. Der er også meget kortere afstande her, end jeg er vant til. At køre til stævner eller kurser i Norge kan tage lang tid...


bottom of page