5 hurtige til Liva Hvarregaard
top of page

5 hurtige til Liva Hvarregaard

Hvordan er det egentlig at gå på Hólar? Og hvad skal der til, hvis det eneste man drømmer om er at komme til at studere på det islandske hesteuniversitet? Det svarer Liva Hvarregaard på lige her.

Liva Hvarregaard på islandsk hest
Som uddannet på Hólar bliver man FEIF rideinstruktør Level 3 og FT træner (Foto: Liva Hvarregaard)

Oprindeligt er hun fra Nordjylland, men som barn boede den nu 24-årige Liva Hvarregaard i Reykjavík sammen med sin familie i fire år. Det blev startskuddet til et liv som passioneret islandshestepige, der i sommer kulminerede, da hun bestod sin bacheloreksamen på det legendariske Hólar. Med klassens bedste snit afsluttede hun sit uddannelsesforløb med ny viden om hestehold, fodring, anatomi, undervisning og skoning samt en titel som FT Rideinstruktør.


Vel hjemme i Danmark igen har Liva fundet tid til at svare på 5 hurtige spørgsmål fra Fifla.dk om sin tid på Island.

Islandsk hest i longe på Hólar.
Liva longerer en træningshest i ridehallen på Hólar (Foto: Liva Hvarregaard)

1. Hvorfor faldt valget på en uddannelse på Hólar?

Jeg boede som barn på Island i 4 år, og havde derfor allerede fra barnsben en tilknytning til Island. Min familie har altid haft islandske heste. Som yngre dyrkede jeg hestene som en hobby, og red stævner, men de sidste 5 år har det udviklet sig til erhverv og studie med heste. På Hólar har jeg lært det, jeg havde forhåbninger om - og mere til. Studiet har givet en alsidig forståelse og indgangsvinkel til arbejde med og træning af islandske heste. Både i teoretisk og praktisk forstand.

Islandske heste med Hólar i baggrunden
Islandske heste med Hólar i baggrunden (Foto: Liva Hvarregaard)

2. Hvad har været det bedste ved at være studerende på Hólar?

Det at få lov at studere og lære om det man virkelig brænder for sammen med andre, der har samme passion. Sammenholdet mellem elever på uddannelsen er unikt. Hólar ligger på nordlandet af Island ret isoleret, og man bliver tætte med de andre, der bor der. Både medstuderende, ansatte og lærere. Alle på stedet er passionerede omkring heste, og det er et privilegium at få lov at tilbringe 3 år et sådant sted.

Liva Hvarregaard i trav på islandsk hest på Hólar.
Liva i trav på den elevhest, der fulgte hende igennem alle uddannelsens tre år (Foto: Liva Hvarregaard)

3. Hvad har været det mest udfordrende ved at være studerende på Hólar?

I mit tilfælde har det været at være studerende på skolen under corona. Som elever var vi i en periode ikke sikre på at kunne afslutte vores eksamen og derved studie, da skolen måtte lukke ned i en periode. Heldigvis kunne vi få rideundervisning over video, og studiet blev forlænget med ca. en måned, da skolen åbnede igen, og det var medvirkende til, at vi kunne færdiggøre og afslutte studiet.

Undervisningstime på Hólar universitet.
De studerende undervises på bacheloruddannelsen i hestetræning på Hólar (Foto: Liva Hvarregaard)

4 Hvad byder fremtiden på nu du er færdig med din uddannelse?

Jeg er flyttet til Danmark, og skal bruge min uddannelse her. Jeg arbejder til daglig med træning og tilridning af islandske heste, og tilbyder også rideundervisning. Jeg holder til i Nordjylland tæt ved Aalborg.

Liva Hvarregaard med to islandske heste på Hólar på Island.
Liva med to af hendes tilridningsheste på uddannelsens andet år (Foto: Liva Hvarregaard)

5. Hvad er dit bedste råd til andre unge danskere, der ønsker at uddanne sig på Island?

Som nr. 1: Lær at tale islandsk. Det er et krav for at blive optaget på Hólar, og der er en optagelsesprøve i det. Desuden skal man være en dygtig og engageret rytter for at komme ind på uddannelsen. Det kan være en god idé at arbejde nogle år på Island, før man søger ind.

bottom of page