Blog: At finde glæde i ridning efter sorg

Tilbage i 2013 – den 15. december, 9 dage før juleaften – mistede jeg min far. Han blev 53 år og døde meget pludseligt – overforkalkning af hans blodkar omkring hjertet, så hans hjerte bristede – derfor fulgte der også en kæmpemæssig sorg med tabet.

Islandsk hest
(Foto: Charlotte Grinderslev-Pedersen)

Mine heste stod på mine forældres gård, og det gør de stadigvæk. Det betød, at hver gang jeg skulle ud for at fodre mine heste eller ride, så skulle jeg ud til det sted, hvor min far døde. Det var ikke længere noget positivt at komme ud til mine heste.

De har altid været mit ”happy place”, og når jeg havde en dårlig dag eller trængte til noget frisk luft, så var det der, jeg tog hen. Det hjalp altid at komme ud til hestene, hygge omkring dem og bare føle deres kærlighed. Jeg ved, at mange hesteejere/ryttere bruger hestene som deres tilflugtssted, deres hellige tempel, deres fristed, deres et og alt. Det er fordi, vi kan slappe af omkring vores heste, vi kan være os selv. Der er ikke nogen, som kommer og dømmer os, eller fortæller os, hvad vi skal gøre. Vi kan fortælle vores heste alt, for de lytter og svarer os ikke igen. Så er det bare en bonus, at de er gode og sjove rideheste oveni. Det er ikke kun vores hobby, men vores liv.

Gravsted
(Foto: Charlotte Grinderslev-Pedersen)

Derfor var det et stort problem for mig lige pludselig at skulle komme ud til mine heste, fordi det var ikke længere et fristed og mit hellige tempel. Der var så meget sorg, smerte og spørgsmål.

Jeg brugte de første 3 måneder på at sørge – det skal man gøre, når man mister nogen så tæt på – og derefter så kunne jeg ikke skubbe det længere væk. Jeg følte indeni, at jeg var nødt til at skulle ud til mine heste for at ride. Jeg satte mig i bilen flere gange med den tanke, at nu skal jeg ud at motionere mine heste. Jeg skal ud at være glad igen. Jeg skal ud og finde min indre fred. Hver gang kommer jeg ud til hestene, og ender med at finde en undskyldning for ikke at ride en tur. Jeg ender med at ”begrave” mig i min sorg, og smerten om at have mistet én så nær!

Islandske heste til dyrskue
(Foto: Charlotte Grinderslev-Pedersen)

Jeg ender med i 6 måneder ikke at ride, fordi jeg ikke kan få fyldt det hul, som jeg har gravet til mig selv. Hvordan finder man glæden igen ved noget, som har og stadig står en så kært?

Jeg havde en kæmpe kamp med mig selv om at finde en balance imellem ”at ville” og ”jeg skal”. Jeg følte, at jeg var nødt til at skulle ride mine heste flere gange om ugen, uden rigtigt at have lysten til det. Så mit fristed blev lige pludselig tvang og noget jeg bare SKULLE gøre...


Et år efter at jeg havde mistet min far, blev jeg klar over, at alt hvad der sker i det første år, det skal man ikke lægge for meget vægt på. Der sker store forandringer, en sorg man skal leve med og en ny hverdag uden ens kære.

Efter at have taget det i betragtning, at det første år ikke rigtigt ”tæller”, så tænkte jeg, at nu bliver det bedre! Jeg finder glæden nu og lysten til at komme ud til hestene.

MEN det er ikke sådan, det fungerer! Man kan ikke tvinge glæden frem og ej heller lysten. Så var jeg ellers ved at ramme bunden igen, for hvad skulle jeg så gøre med de 5 heste, som jeg havde?

Lige pludselig slog det mig – gå tilbage til basis.

Islandsk hest til dyrskue
(Foto: Charlotte Grinderslev-Pedersen)

Jeg havde på daværende tidspunkt 2 hopper på 2 år, som jeg besluttede mig for at give alt min heste-opmærksomhed. Jeg tilmeldte dem til dyrskue, og så havde vi ellers lige pludselig noget at se frem mod. Jeg skulle have trænet opstilling, mønstring og det at komme væk hjemmefra. Mine hopper var så søde og hyggelige – det var en stor glæde at hygge og lege med dem. Vi var til dyrskue og med stor succes – både for ejer/trækker og heste.

På denne måde fik jeg lysten til at tage ud til hestene. Jeg startede stille og roligt ud med at tage der ud, gå ture med dem, longearbejde, hygge på staldgangen og efter nogle måneder så kom gnisten lige pludselig. Jeg var taget ud til hestene for at skulle gå en tur med unghestene og hygge i stalden, men da jeg kom ud i stalden og tog min ridehest ud, så gik jeg helt automatisk ind for at hente min sadel og begyndt at sadle hende op. Før jeg havde set mig om, og for den sags skyld tænkt mig om, så stod jeg i gårdspladsen og var klar til at stige op i sadlen.


Det var en skøn, skøn følelse og rideturen var hele ventetiden værd! Hun var fantastisk at ride – kunne ikke mærke på hende, at hun havde stået stille så lang tid! Jeg var et stolt smil, da jeg kom tilbage til stalden efter en tur i naturen, og efter den længe ventet ridetur.

Da jeg kom hjem om aftenen og fik reflekteret over det, så kom jeg frem til, at man kan ikke forhaste glæde!

Islandsk hest til dyrskue
(Foto: Charlotte Grinderslev-Pedersen)

Jeg skulle aldrig have presset mig selv til at starte ridning, før at glæden og lysten var til det. Når man har mistet nogen, så skal man lade sorg være sorg, og det skal have den tid som det har behov for.

Hvis man virkelig er en rigtig hestepige, så skal lysten og glæden nok komme tilbage til dig, når tiden er til det.

Alt kommer til dem som venter på det.

Læs også Charlottes blogindlæg: Bag om følshow
0 kommentarer