Blog: At være fritidsviking

Altså.. Det der fritidsviking.. Hvad er det egentligt for noget? Er det ligesom rollespil, eller hvad? 

(Foto: Privat)

Ikke rigtigt, nej. For der er ingen troldmænd og orker, vi har ikke noget tryllestøv, og de våben kriger vikingerne bruger i deres kampe, er ikke lavet af hverken skum eller pap 😊


Sagt på en anden måde: rollespil foregår (oftest) i en fantasi verden - i hvert fald så vidt jeg er bekendt med. 


Når vi tager på vikingemarkeder, kalder vi det for reenactment, fordi vi formidler om og prøver at genskabe en tidsperiode så nøjagtigt som muligt, ud fra de fund der er lavet, og de formodninger der er gjort om livet som viking ud fra fundene. 

(Foto: Privat)

Jeg beskriver det oftest med sætningen: "Vi er en del af det levende museum". Det betyder også, at vi selvfølgelig sover i vikinge telte, laver mad over bål og går i den slags tøj vikingerne gik i. Vi lever praktisk talt som vikinger, mens vi er afsted. Det betyder også, at vi selvfølgelig ikke render rundt med vores mobiler i hænderne, mens der er åbent for gæster. De hardcore vikinger kan sagtens leve en uge på vikingemarked uden at bruge tid på telefonen. Når jeg tager afsted på marked, er det mit frirum fra det stress der ellers kan være fra fjernsyn, telefoner og sociale medier, og jeg kigger sjældent på min telefon, fordi jeg virkelig nyder at skabe relationer og hygge rundt om bålet. Der er en helt særlig stemning over hyggen om bålet, mens man deler en flaske mjød og snakker om de forskellige ting og sager. 

(Foto: Privat)

Hvad laver man så, når man er viking på vikingemarked - altså udover at sidde ved bålet og drikke mjød? 


For mit vedkommende kommer det an på, hvilket marked jeg er afsted på. På markeder, hvor det er muligt at have hest med, rider jeg rundt og formidler  om de islandske heste, deres gangarter, udstyret vikingerne brugte og lader derudover Perla agere som klappe-dyr for alle de børn og voksne der får julelys i øjnene, når de ser en vikinge-hest.


Når det ikke er muligt at have hest med, finder jeg altid på projekter jeg vil lave, som fx. at sy en kjole (man kan vel aldrig have for mange 🤷🏼‍♀️) eller lave et par nye sko. Sko er dog først, når nuværende par er slidt op, for jeg hader (!) at lave sko 😬


Mit seneste påfund er, at jeg vil lave en sadel til Perla, så vi ikke er nødsaget til at dække den moderne sadel over med et lammeskind. Det kan godt være lidt besværligt at holde styr på både hest, lammeskind og kjole, og så er det også bare federe at ride rundt i udstyr, der er mere autentisk. 

(Foto: Privat)

I skrivende stund er jeg på vej til Moesgaard Vikingetræf med Perla pakket i traileren - vi skal nemlig være med i det show Rytterne af Moesgaard har stykket sammen for at formidle til publikum, hvordan en hændelse kunne være foregået. 


Jeg glæder mig til at være på Moesgaard igen, denne gang med hest, og så vil jeg ellers nyde mit 3. og sidste marked i min sommerferie. 3 uger i træk som viking er lækkert, men nu glæder jeg mig også lidt til hverdagen igen, hvor hestene for alvor er en stor del af min hverdag. 


Hav en dejlig sommer derude, og tak fordi i endnu engang læste med 🌸🤗