Blog: Den alsidige islænder
top of page

Blog: Den alsidige islænder

I mit tredje opslag i blogpost-serien vedrørende hestenes iboende og medfødte skævhed, går vi skridtet videre fra at have analyseret os til, hvor skævheden er i hesten, hvordan vi træner os ud af den og til hvordan vi kan bruge de øvelser, der har hjulpet os til, at få vores hest ligeudrettet.

For at opsummere kort fortalte jeg i mit tidligere indlæg, hvordan man kan træne sig ud af hestens naturlige skævhed ved hjælp af dressurøvelser. Jeg nævnte også de øvelser, jeg finder vigtigst, når vores mål er at træne hesten til at blive ligeudrettet. Når vi har nørdet godt med vores dressurøvelser, og hesten arbejder smidigt og let til begge sider, er vores ’belønning’ ikke blot, at vores hest nu er nemmere at ride og den arbejder let under os, men vi kan faktisk også bruge det i konkurrencesammenhænge. Men dog ikke helt i den slags konkurrencer, du nok umiddelbart forbinder islænderen med. På Island har de netop udformet en rigtig spændende konkurrenceform, hvor islænderens alsidighed virkelig kommer til udtryk. Ligesom i konkurrenceformen Gæðingakeppni ønsker man i denne konkurrenceform at se alt det, vi elsker islænderen for, nemlig power, elegance, vilje, form og udstråling, men her er det i stedet kombineret med dressurøvelser, hvor rytteren har mulighed for at vise, hvor velredet hans hest er. Denne konkurrenceform kaldes Gæðingafimi. Hvis man er konkurrencerytter i Danmark, er man klar over, der ikke er nogle dressurkonkurrencer i islænderregi. Men det har faktisk ikke altid forholdt sig således. Faktisk er det ikke ret mange år siden, at lydighedsprogrammet ’Freestyle dressur’ som man kaldte det, var på programmet til DM. Det var endda også på programmet til EM og senere VM. Den sidste freestyle Verdensmester blev kåret i 2001.

Nu er interessen for dressur og en god grundridning vokset markant i islændersporten og man går mere og mere op i at opbygge hesten korrekt via øvelser, så den bliver holdbar og har let ved at performe.

For at forklare kort hvad Gæðingafimi går ud på er det en konkurrenceform, hvor rytteren selv skal opbygge et freestyle program. Det vægtes højt, at rytteren viser et flydende, fantasifuldt og flot opbygget program, hvor man ønsker at se, hvor velredet hesten er. Programmet skal være logisk opbygget og man ønsker at se, hvilken positiv indflydelse dressurøvelserne har på hesten, samtidig med man ønsker at se, at hesten kan arbejde med stor power i gangarterne, mens den skal være lydig og kan slappe af i øvelserne.

Derfor er der én obligatorisk øvelse, der skal vises i programmet, samtidig med det er et krav, at man skal vise mindst tre gangarter. Den obligatoriske øvelse er ’Frem og ned’ i tölt på begge volter. Dette er en øvelse, der er svær at lave, hvis hesten ikke arbejder lydigt og afspændt under rytteren. Sideversøvelser skal også vises på begge volter, og det ønskes, at disse laves på frit område, så rytteren ikke kan støtte sig op af barrieren og sværhedsgraden herved øges.

Der er seks dommere til at dømme denne konkurrence, hvor tre dommere vil give karakterer for selve øvelserne og tre dommere vil give karakterer for gangarterne.

Dette gør også Gæðingafimi til en flot og sjov konkurrenceform for publikum, fordi det ikke kun handler om flot udførte dressurøvelser, men også at rytteren viser islænderen i alt det, vi elsker den for. Det er muligt for rytteren også at vise ekstra svære dressurøvelser, såsom Piaff, men bliver disse øvelser ikke vist veludført, vil det have en større negativ konsekvens, end hvis man viser en mindre svær øvelse fejlfrit. Piaff er blevet set i gæðingafimi et par gange før til folks store begejstring.

Nederst har jeg fundet nogle videoer fra tidligere vindere af Gæðingafimi ved Meistaradeild*. 2017 Bergur Jónsson og Katla frá Ketilsstöðum. 2018 Árni Björn Pálsson og Flaumur frá Sólvangi.

Gæðingafimi er en konkurrenceform, jeg personligt er blevet rigtig glad for. Jeg havde en konkurrencehoppe, der ikke var den kæmpestore ganger på en ovalbane, men hun kunne et væld af øvelser på en dressurbane og gjorde alt for at please mig i disse. Derfor fandt vi os hurtigt til rette i denne konkurrenceform, som vi også har afholdt et enkelt stævne i hjemme på vores gård, samtidig med at jeg har holdt en mindre clinic, hvor jeg har delt min passion for Gæðingafimi.

Derfor har jeg også været så heldig at få den unikke mulighed at komme til Island og speake på den engelske livestream, når der på torsdag d. 14 marts konkurreres i Gæðingafimi i Islands store mesterliga, Meistaradeild. * Meistaradeild er en konkurrence, hvor Islands absolutte elite har dannet nogle hold, og så dyster de både som hold og individuelt i de forskellige klasser. For hver placering af holdmedlemmerne bliver der uddelt x antal point og ved hver klasse (V1, F1, T2, T1, Gæðingafimi, Gæðingaskeið og Pasløb) bliver der udråbt en individuel vinder og det mest vindende hold. Det foregår hver anden torsdag med start i februar. Når alle klasser har været afholdt, vil der præmieres en individuel vinder, som har samlet flest point gennem hele konkurrencen og det hold som til sammen har samlet flest point på baggrund af alle resultater i løbet af konkurrencen.

Har du lyst til at følge med, når Islands elite dyster om den prestigefylde titel som vinder af Meistaradeild, så er det muligt at følge med på Livestreaming på:


bottom of page