Blog: Heste og hygge
top of page

Blog: Heste og hygge

Hvad skal der til, for at du holder gang i din ridning? Er det hesten, sammenholdet, skovtur, hygge, undervisning, stævner eller udvikling sammen med hesten?

Islandske heste med ryttere ved sø
(Foto: Mette Damm Bak / Privat)

I flere år har en lille flok af mine veninder snakket om, at vi skulle starte et damehold op. Jeg var lidt i tvivl, om de mente det, og om de virkelig ville have mig som underviser. Derfor har det kun været ved snakken i rigtig lang tid, men pludselig i år tog jeg mod til mig og sendte en mail rundt og ugen efter, mødtes vi første gang.


Fire veninder og så mig, som skulle undervise. Ikke fordi jeg er noget specielt indenfor rideundervisning, men jeg er vild med at undervise, elsker at være sammen med hestefolk, og så har vi en spritny ridehal herhjemme, så vi kan mødes hele året på trods af vind og vejr.

Islandske heste i ridehal
(Foto: Mette Damm Bak / Privat)

Den første gang var hjelmen nærmest allerede på, inden hestene var trukket på striglepladsen. Det bragte minder frem fra dengang, hvor min veninde og jeg som børn skulle til ridning og allerede i bilen havde spændt ridehjelmen. Ikke fordi vi var bange for, at bilen skulle køre galt, men fordi vi simpelthen ikke kunne vente, og så var det også ret sejt at have sin egen ridehjelm.

Ryttere på stranden
(Foto: Mette Damm Bak / Privat)

I første omgang kunne jeg høre, at formålet med dette skønne damehold var at få redet, og så skulle der hygges bagefter. Helst med bobler og hjemmebagt kage. Den var jeg helt med på. Det hører sig næsten til. En dag tog vi også til vandet, uden heste, da det var så varmt. Min mand døbte staks holdet for ”Regnormene”, for han syntes, vi manglede lidt rygrad til at ride trods varmen.

Ridning på stranden
(Foto: Mette Damm Bak / Privat)

Jeg syntes dog også at kunne høre, at der faktisk også var et spirende ønske om at komme lidt videre med sin ridning, bare et lille skridt. At man kunne komme et lille trin videre på stigen.


Jeg har igennem en del år hjulpet flere børn med deres heste og synes at kunne mærke, at det først og fremmest er sammenholdet og fællesskabet omkring hesten, der giver dem lysten til at fortsætte, men også at de kan mærke, at de dygtiggør sig sammen med hesten. At tingene lykkes for dem, og at de får stillet nogle mål for sig selv. Mål som de kan opnå med små step ad gangen. Den rette hest har også stor betydning. En hest man passer sammen med og som passer til det, man forventer af sig selv, og det man drømmer om at opnå. Er det for svært, mister man nemt interessen og modet.

Rytter på islandsk hest
(Foto: Mette Damm Bak / Privat)

Hvad får dig til at holde gang i din ridning? Er det hesten, sammenholdet, skovtur, hygge, undervisning, stævner eller udvikling sammen med hesten?

bottom of page