Blog: Hvorfor er det så vigtigt at få sin hest masseret?

Er du en af dem der tænker sådan, så synes jeg, du skulle prøve at få din hest masseret. Oftest kæmper rytteren ubevidst med en spænding i hestens krop, som hesten forsøger at vise under ridning eller håndtering, men som rytteren ikke altid opdager.


En spænding kan komme til udtryk, fx hvis hesten ikke vil gå i galop på den ene volte, hvis hesten ikke vil gå versade på højre volte, hvis hesten stiver sig eller hvis hesten går imod hånden, eller, eller, eller…. Der kan være mange forskellige måder hesten viser tegn på en spænding, og det er vores opgave, som ryttere og ejere, at holde øje og reagere, hvis hesten siger fra.


Jeg vil ikke pudse min glorie, for jeg har selv været en af dem, der ikke var skarp nok til at opfatte min hests signaler, og jeg tænkte faktisk, det var fordi, jeg ikke var en dygtig nok rytter. Jeg havde en islænder, som ikke var noget gangartsvidunder, og jeg brugte ham primært til tur, og så et par enkelte stævner i de lave klasser, bare fordi jeg syntes, det var sjovt. Men! Jeg kæmpede altid med at få ham i venstregalop, når jeg red tur på ham.


Jeg havde indtil da ikke hørt så meget om hestemassage, men min søster kendte til en massør, så jeg tænkte det var værd at prøve, og rigtig nok – det var virkelig værd at prøve. For efter massøren havde været på besøg, gik det pludselig fint med at få min hest i både højre- og venstregalop, og de ting jeg før havde bøvlet med, var nu nemmere for mig og hesten.


Billede af omtalte hest, Bjarni (Foto: Privat)

Det var denne oplevelse, der fik mig til at tænke i retning af at uddanne mig som hestemassør, for jeg kunne jo se og mærke resultatet med det samme – og det havde kun taget en times massage. Det var også en af grundene til, jeg valgte at uddanne mig til hestemassør, for tænk at så lidt kan gøre så meget, og jeg har allerede en bred vifte af forskellige eksempler på, hvor massage kan hjælpe, og det er lige fra skæve bækkener til adfærdsproblemer.


Min pointe med alt det her er faktisk, at vi som ryttere ikke bare skal vælge at overse de små signaler hestene viser os. Jeg overså et problem med min egen hest – et problem som jo faktisk var ret simpelt at løse, jeg tænkte bare ikke over det, og valgte at give mig selv skylden for, at min hest ikke var redet godt nok, på trods af det ikke var tilfældet.


Selvfølgelig er en hest stærkere på den ene side end på den anden (det svarer lidt til at være højre- eller venstrehåndet), og man kommer et langt stykke af vejen, til en hest der er lige stærk på begge sider, via træning, men hvis musklerne ikke er løsnet op, kan det være nok så svært at nå et tilfredsstillende resultat, fordi musklerne modarbejder den træning du forsøger dig med.



Muskler kan sammenlignes lidt med modellervoks. Når modellervoksen har stået lidt, uden man har brugt det, så bliver det lidt stift og svært at bygge med. Hvis man så bruger lidt tid på lige at massere det lidt i hænderne, så bliver det blødt og til at bygge med igen. Sådan fungerer musklerne også.


Jeg kan meget hurtigt blive meget nørdet, når det kommer til massage og kranio sakral terapi, for jeg brænder virkelig for det, og synes jeg har det fedeste job, når jeg er ude som hestemassør og Kranio Sakral terapeut :D


Men for nu vil jeg slutte og sige:

Tak fordi I læste med – jeg ved godt det er laaaaaang tid siden, I har hørt fra mig sidst, men det skulle der gerne laves om på nu :D