Blog: Når heste nu engang bare er heste..

Da jeg var barn havde jeg en hoppe, der kunne mange ting. Det var min første hest; en islænder. Set med dagens øjne var hun nok ikke en børnehest, men dengang red man på alt med fire ben og der var ikke så mange islændere i landet. Så jeg var bare lykkelig for at have fået en. Det var lidt som om, hun var nemmere at hoppe over end at gå rundt om og hovedet gik i et med kroppen. Men hun var nu dejlig.


Jeg gik ikke så meget op i opdragelse. Det vigtigste for mig var de eventyr, vi oplevede sammen. Så hun var det, man vil kalde fræk. Man vidste ikke, hvad man ved idag om tjek af tænder, kiropraktor osv., så jeg vil ikke give sindet hele skylden. Men i mine barneøjne var hun fræk, var hun. Jeg elskede hende overalt på jorden, selvom hun udfordrede mig lidt på den front. For hun gjorde det, som jeg ønsker for alle børn; hun udvidede min verden. Vi tog på ture længere væk, end jeg kunne gå og på steder hvor cyklen ikke kunne komme frem. Jeg følte mig fri sammen med hende. Og selvom det blev mørkt og vi ingen lys havde, så fik hun mig hjem hver gang. I mørket beroligede hendes taktfaste skridt mig og for at holde mit mørkeræd væk, opfandt jeg sange til takten fra hovslaget. Sange som for længst er glemt, men følelsen af hendes bevægelser forsvinder aldrig.


En ting tilgiver jeg hende dog aldrig. Det første stykke tid red jeg uden sadel, for vi havde ikke råd til at købe en. Det gjorde ikke så meget for selve min lyst til at ride, men det sved lidt i min hestepige-forfængelighed. Jeg kiggede langt efter de andre piger med deres sadler og fortalte mig selv, at jeg ikke havde brug for den, imens jeg hadede de andre. Så glæden var stor, da jeg til min fødselsdag fik en brugt stubben kombinations sadel. Og den var brun!! Wow, den var flot. Skidt med, at den var brugt, for det var virkelig god kvalitet dengang.


Med bankende hjerte tog jeg den med ud til hesten og glædede mig til min allerførste tur med min nye sadel. Den så skide godt ud på hende og gav hende lidt figur, syntes jeg.

De andre piger i stalden kom og beundrede det nye vidunder og jeg følte for første gang, at situationen var omvendt; det var dem, der syntes, jeg havde noget, de ikke havde.


Jeg vendte mig stolt om for at hente min ridehjelm og forstillede mig, hvordan vi red væk på tur, som equipagen taget direkte fra OL.


Men hesten var hurtigere end jeg og ligesom jeg skulle til at tage fat i tøjlen, løb det lille bæst væk fra mig og ud mod en lille mark udenfor stalden. Jeg så bare den lille tykke hest skvulpe afsted med sænket hoved, tøjlerne flyvende om hovedet og endnu værre: min nye sadel!! Jeg løb efter og så ikke tidsnok, at hun skrabede i noget plevret jord, og inden jeg nåede derhen havde hun lagt sig! Min lille runde hest rullede veltilfreds rundt med min nye sadel.


Stigbøjlerne faldt af og jeg hev og sled i tøjlen for at få hende op. Tårerne trillede ned ad kinderne og de andre piger holdt vejret. “Kom nu op, kom nu oooop!!!!” Til sidst rejste hun sig op. Sadlen var helt ridset, mudret og sad nede på siden. Hun så dog overordentlig glad ud.

Ligegyldigt hvor meget jeg pudsede den, kunne man stadig se beviserne. Og i al den tid jeg havde sadlen, mindede den mig om altid at binde hende.


Efter denne oplevelse har jeg været meget opmærksom på hestene. Jeg går op i, hvad jeg kan forvente af de heste, jeg arbejder med. Jeg forventer f.eks. at de står stille på staldgangen - bundet, som ikke bundet. Dette forventer jeg også af hingstene, og det er noget af det første, de unge lærer, når de kommer i tilridning. Så er det nemlig også rart at være i stalden.


Og episoden har ikke gentaget sig... Før idag!!!!

Islandsk hingst
Hugo, min nye hingst, hedder egentlig þjoðálfur fra Álftartungu - men i daglig tale bare Hugo ❤️❤️ (Foto: Anne-Katrine Justnæs)
Islandsk hest
(Foto: Anne-Katrine Justnæs)

Vejret var så smukt og lyset helt fantastisk. Så jeg ville tage et billede af min nye hingst udenfor. Han er normalt super velopdragen og står altid pænt, både når jeg sidder op og på staldgangen. Derfor kom det også helt uventet, da jeg i et kort øjeblik gav slip på tøjlen for at se det billede jeg havde taget. Men i samme sekund kigger jeg op og ser Hugo galoppere ned mod de andre på folden... Med min NYE SADEL!!!


Fik totalt flashback til føromtalte episode og jeg så for mig, hvordan han ville rulle sig rundt. Ikke med en brugt stubben sadel, men en sprit ny Passier JC-P sadel til 25.000 kr.!!!!!!!!


Til mit held er en af træningshopperne i brunst og var så venlig at vende numsen til hegnet, og imens han var optaget af det, kunne jeg i ro og mag få fat i ham igen.


Sendte en varm tanke til en god ven, der for længst er død og borte og mindede mig selv om, at heste nu engang bare er heste - ligegyldigt hvad der står på papiret.

Anne-Katrine Justnæs på islandsk hingst
Klar til ridetur, da jeg havde fanget ham igen ❤️ (Foto: Anne-Katrine Justnæs)🥰

0 kommentarer