Blog: Ponymor ved første DRL-stævne

Opdateret: 7. mar. 2019

Nu begynder stævnesæsonen snart, og man skal sidde på spring ved tasterne for at nå at få en plads til de stævner, man gerne vil starte. For to år siden, var det første gang, jeg skulle melde min datter til et DRL-stævne.

Min datter og jeg havde startet nogle træningsstævner. Det var fint for os og det gik sådan okay-agtigt. Vores underviser mente dog, at min datter godt kunne prøve at starte et DRL-stævne under Dansk Islandsheste forening. DRL-stævne??…. så skulle man have rytterlicens, og det var nok noget snobbet noget, tænkte jeg, og sikkert med en masse der brokkede sig over deres point, og som ikke gad at snakke med nye folk, men min datter ville vildt gerne prøve.


Første stævne skulle være Gæðingakeppni i en klub i det Nordjyske. Vi vidste ikke meget om den gren af konkurrence (inden)for de islandske heste, men gik ind til det med en nysgerrighed og var meget opsat på at se, hvad det var. Jeg tænker, at vores underviser fik ondt i ørene af alle vores spørgsmål 😉

Min datter trænede og trænede, og da muligheden for tilmelding nærmede sig, sad jeg klar ved computeren for at tilmelde hende. Jeg havde fået at vide, at det gjaldt om at være klar, for pladserne blev revet væk. Ja, ja, tænkte jeg med ro i sindet. Der var plads til over 100 ekvipager, så mon ikke min datter også kunne få en plads, men jeg sad selvfølgelig klar ved tasterne, da der blev åbnet for tilmelding.


Alt lå klar ved siden af computeren - rytterlicensnummer, hestens ID-nummer og betalingskortet naturligvis. Med rystende hænder skyndte jeg mig at melde min datter til. Jeg kunne godt se, at det gik virkelig STÆRKT med, at pladserne blev besat. Jeg tror ikke, der var gået 10 minutter, så var stævnet fyldt op. Jeg var målløs. Sikke en interesse for et stævne helt langt oppe i Nordjylland. Min mave gjorde et par krumspring, og jeg blev virkelig nervøs på min datters vegne og fik den tanke, at jeg skulle have sagt nej til, at hun måtte starte stævne. Min datter derimod var helt i hopla, mens jeg kæmpede med at holde mig i ro og sagde, at det jo bare var for at prøve, og hun skulle have det bedste ud af det.


Vi kørte glade og spændte mod Hjallerup en fredag eftermiddag i april. Vi havde booket overnatning, og hesten havde boks på stævnepladsen. Desværre var programmet sådan, at børneklassen først skulle rides søndag formiddag. Det hjalp ikke på nerverne, og der hobede sig en vis nervøsitet op hos min datter og ”fanklubben” 😊


Vi ankom og blev taget utrolig godt imod. Der var liv på pladsen og smilende folk over det hele. Hesten, Abba som min datter skulle ride, var godt oppe at køre, og vi satte hende i teltboksen. Det blæste virkelig kraftigt, og vinden ruskede i staldteltet. Abba var virkelig bange, rystede og svedte. Vi forsøgte at berolige hende, så godt vi kunne.


Om lørdagen skulle Abba lidt på fold, mens min datter og jeg gik til ryttermøde. Ved de små stævner vi havde været ude til tidligere, havde der altid stået ryttermøde i programmet, men der havde sjældent været noget ryttermøde, så vi forventede ikke det store. Men en helt masse ryttere troppede op, og der blev budt velkommen og givet info. Man kunne stille spørgsmål, hvis man havde modet til det.


Mens vi stod der og lyttede, sagde en af de andre, der stod der: ”Den hest derovre, den er godt nok vild”. Min datter og jeg vendte os rundt og så vores søde, rolige Abba blæse rundt i sin lille bitte fold og lave bukkespring og vrinske. Et øjeblik var vi næsten i tvivl, om det egentlig var vores hest, der hoppede rundt der 😉

Hele dagen så vi virkelig dygtige ekvipager på banen og havde en masse snak om, hvad der mon blev kigget efter til sådan et stævne. Der var en rigtig god stemning, og vi fik også snakket med flere nye mennesker. Der var nemlig ikke ret mange vi kendte, men det kom vi heldigvis til.


Vi havde overvejet, om vi skulle købe noget mad og tage med til stævnet, men det var godt, vi ikke gjorde det! For der var det lækreste mad i rytterstuen, både morgen, middag og aften. På stævnepladsen bredte sig en dejlig duft, når der blev tændt op i grillen ved klubhuset.


Lørdag aften skulle min datter prøve banen med Abba. Abba var virkelig på dupperne og stressede, men det gik alligevel, og de havde faktisk banen for sig selv. Der var dog en del udfordringer med overhovedet at komme på ryggen af Abba. En eller andet må have fortalt Abba, at til Gæðingakeppni, skal man løbe hurtigt. Det er dog bare en fordel at rytteren kommer på først 😉


Da det endelig blev søndag, og min datter skulle ride, var ALT Abbas krudt brugt, men det var måske også helt ok, for så var hun i hvert fald rolig. Nogle ville nok kalde det doven 😉 Abba havde faktisk også sine overvejelser om, om hun overhovedet ville ind på ovalen.


Der blev taget utrolig meget hensyn til de børn, der skulle starte. Jeg havde forestillet mig, at sådan noget Gæðingakeppni var totalt vildt, og der bare blev ræset rundt, når man skulle opvarme. Det hele foregik faktisk helt stille og roligt.

Vi var blæst lidt omkuld af de dygtige børn, der stillede op. Det var rigtig flot ridning. Min datter var dog alligevel så heldig at komme i finalen. I Gæðingakeppni børnefinale galoperer man på skift, og der stod en voksen på banen, og fortalte børnene, hvor de skulle vente, og hvornår de skulle ride. Det var virkelig god service. Det var den vildeste weekend, vi længe havde haft, på den gode måde. Det gav endda billet til DM for min datter og Abba.


For vores familie var det en virkelig stor weekend! Også en virkelig lærerig weekend. Det var en rigtig god weekend, og det hele foregik stille og roligt og med et smil fra alle. Vi hørte ingen brokke sig eller komme med negative kommentarer, og i sekretariatet svarede de gladelig på alle vores mærkelige spørgsmål.


Vi følte os virkelig velkomne i den Nordjyske klub, også selv om vi ikke anede, hvad vi egentlig gik ind til.


Vil du vide lidt om, hvad Gæðingakeppni er, så følg linket til DI´s side:

http://www.islandshest.dk/sport/gaedingakeppni/