Døren er altid åben hos Emil Fredsgaard Obelitz

Opdateret: sept. 21

Med en kombination af islandsk gæstfrihed og perfektionisme på træningsbanen har 26-årige Emil skabt sig en selvstændig forretning som professionel heste-mand.

26-årige Emil Fredsgaard Obelitz er selvstændig hestetræner i virksomheden Fredsgaarden Isheste (Foto: Fifla.dk)

Hvad der egentlig blot skulle have været et tre måneders praktikophold på Island efter folkeskolen, tog hurtigt en drejning for den unge rytter Emil Fredsgaard Obelitz. I stedet for at følge den oprindelige plan og rejse hjem til den danske skolebænk, så blev han hængende på vulkanøen, hvor han i næsten fem år arbejdede med heste. Lige indtil savnet til familien hjemme i Danmark blev for stort, og lysten til at vende hjem voksede.


“Så kom jeg i kontakt med Agnar og Anne Stine, der har Stald Gavnholt, og der har jeg vel været i tre år, indtil jeg begyndte at tænke, at nu måtte det være på tide at se, om jeg ikke kunne stå på egne ben.”

Der skal være orden på tingene hos Emil Fredsgaard Obelitz - både når det gælder stald og træning (Foto: Fifla.dk)

Og med en kundekreds der rækker hele vejen fra Emils oprindelige hjemstavn på Sjælland til det nordlige Jylland, så ser det ud til, at den unge hestetræner er kommet rigtig godt fra start. Selvom han godt kan mærke, at der lige er lidt mere at se til, nu hvor han er herre i eget hus.


“Som selvstændig er der aldrig to dage, der er ens! Jeg synes forretningsdelen er spændende, men kunsten er jo at have styr på det hele uden at miste fokus på, hvad det egentlig drejer sig om. For der er jo meget mere i det, end bare lige ridning. Men så er det gode, at computeren også altid fungerer om aftenen. Der er ingen 8 til 16 her.”


På egen hånd - i mere end én forstand

Som selvstændig hestemand i Nordjylland er der ingen arbejdsopgaver, der kan uddelegeres. Fodring, udmugning, udlukning og træning er alle opgaver, som Emil klarer selv, og særligt i forbindelse med tilridninger kan han godt mærke, at han lige skal have finjusteret sine teknikker, nu hvor han ikke længere har en chef eller kollega, der kan komme og støtte op.


“Det er jo med at finde sin egen metode, nu hvor der ikke lige er nogen, der kan komme og holde i snoren. Så gælder det om at komme på de nye heste for første gang uden at komme til skade, men selvfølgelig også på en måde, hvor hesten får en god oplevelse.”

Ind imellem træningssessioner klarer Emil selv alle de daglige pligter i stalden (Foto: Fifla.dk)

Det er dog ikke kun i træningssituationer, at den unge hestetræner skal finde sig til rette i sine nye omgivelser. Der er også et kulturelt aspekt, der ligger langt fra det, han kender fra sin tid på Island.


“Der er jo en helt anden kultur omkring hestene på Island. Men det er jo nok fordi, der er så mange heste og hesteinteresserede mennesker. Du kan falde i snak med alle om heste på Island, hvor det måske er en lidt mindre niche i Danmark. Her er man mere på egen hånd. Men det er også derfor, jeg har valgt at bosætte mig i Jylland, for her er trods alt en smule mere liv om hestene og lidt flere kollegaer. Og jeg synes, det er fedt, at jeg kan køre ud til folk og få noget inspiration, så jeg ikke kører fast i det samme - specielt når jeg til daglig går alene i min egen bobbel.”


Kvalitet frem for kvantitet

Som gæst i stalden hos Emil Fredsgaard Obelitz tager det ikke mange sekunder at danne sig et indtryk af, hvilken type hestetræner man er kommet på besøg hos. Boksene er ordnet til perfektion, staldgangen nærmest skinnende ren og udstyret sirligt opstillet på helt særligt udvalgte pladser. Der er orden på tingene, og med et slet skjult smil må Emil da også indrømme, at han jo nok er lidt af en perfektionist. Ikke kun når det gælder staldindretning, men også i forbindelse med træningen. Her stiller han hellere sig selv overfor lidt færre opgaver, som han kan løse med godt resultat, i stedet for at gabe over for meget og dermed komme til at gøre tingene halvt.

Der er pænt og ryddeligt på staldgangen hos Fredsgaarden Isheste (Foto: Fifla.dk)

“Jeg prøver så vidt muligt at bygge min træning op omkring kvalitet, hvor jeg kommer ordentligt omkring alle aspekter og får fordybet mig i den enkelte hest. I virkeligheden kan man jo nemt komme til at blive lidt for grådig og tage lidt for mange heste ind, og så halser man bare bagefter. Kvalitet og grundighed er mine vigtigste grundprincipper.”


Og selvom den perfektionistiske rytter har redet sig til en række gode stævneresultater, og synes, at det er sjovt at komme ud og konkurrere, så lægger han alligevel ikke skjul på, at det er hesten, der kommer i første række, mens sporten er af mindre vigtig karakter.


“Jeg rider altid min egen hest uden såler og silikone hen over vinteren. Jeg vil gerne - og det er nok igen mit perfektionistiske sind - men jeg vil gerne kunne ride ham det bedste, jeg kan, på et helt almindeligt bid, på almindelige sko og på almindelige størrelse hove. Så kan alt det andet komme på som noget ekstra, der kan hjælpe med at finpudse vores ridt, men jeg vil kunne ride et T1-program uden hjælpemidler.”


I løbet af efteråret og vinteren står der således både pause uden sko, løsgørende arbejde og lydighed på programmet, inden foråret nærmer sig og de dertilhørende stævner begynder at dukke op i kalenderen. Men så er Emils heste til gengæld også friske og klar på at arbejde efter en periode med lidt mindre pres.

Hesten kommer i første række og sporten i anden hos Emil Fredsgaard Obelitz (Foto: Fifla.dk)

“Når mine stævneheste holder fri, så trækker jeg altid skoene af dem. Uden at lyde som en barefoot-rytter, så må det være rart for dem at få lidt jord under neglene, når de holder ferie. Og så lader jeg dem i øvrigt bare få minimum kontakt med mennesker, når de holder fri. Så skal de bare have lov at være heste sammen med andre heste. Man bruger jo så meget tid på at køre med dem, og de står mange timer i boks, og der kan være pres på henover sommeren. Så synes jeg, at jeg får nogle friske og mere positive heste, hvis de lige får en pause på seks uger, når stævnesæsonen er slut.”


Hvis det ikke skulle være islændere, så skulle det slet ikke være

Som hos så mange andre var det slet ikke islandshesten, der trak Emil mod ridesporten, men derimod helt almindelige ponyer på en rideskole. Han syntes dog hurtigt, at det blev kedeligt, og da han så sig om efter et alternativ, så var det de udtryksfulde gangartsheste, der fangede hans opmærksomhed.


“Deres charme fanger mig. Nogle siger, at de er nemmere at have med at gøre, men når jeg står med gangsætninger, har jeg da ofte tænkt, at det da måtte være dejligt kun at have tre gangarter at holde styr på. Men så er der jo selvfølgelig nok så mange andre udfordringer med de store heste.”


Trods de ekstra gear, der af og til kan være en ordentlig mundfuld at holde styr på, så er det dog tölten, der er Emils foretrukne gangart. Og også en af dem, han er bedst til at ride, selvom han er begyndt at lure en smule på, om han skal til at prøve kræfter med femgangen.


“Min erfaring med pas er endnu ikke så stor, men jeg træner meget og glæder mig til at blive bedre til at ride i det femte gear. For jeg synes jo egentlig, at når vi snakker islandske heste, så beskriver femgang racen bedst. Jeg tror også, at det er den sværeste disciplin. Og jeg ved godt, at der måske er nogen, der bliver sure, når jeg siger det her, men T1 er nok i virkeligheden den disciplin, hvor det er nemmest af få de højeste karakterer i. Men pas eller ej, så har jeg det faktisk sådan, at skulle det ikke være islændere, så skulle det slet ikke være. Bare de har noget man på hovedet, så er der altså noget charme over det.”

Der er altid kaffe på kanden hos Emil, der gerne vil have besøg i sin stald (Foto: Fifla.dk)

Sidstnævnte kommentar kunne ikke undgå at få Fiflas udsendte til at trække en smule på smilebåndet. For trods den pæne og rene stald, den systematiske træning og store professionalisme, der kendetegner træningsstalden hos Emil Fredsgaard Obelitz, så skinner den hjertevarme kærlighed til sagaøens heste alligevel igennem, når et par udtryksfulde hesteøjne kigger på ham over boksdøren. Og det samme gør den unge træners gæstfrihed, for allerede inden vi har forladt matriklen, er vi blevet inviteret retur på kaffe, når det lige passer ind. Det behøver ikke være så planlagt, man kan bare komme, griner Emil, inden han afsluttende forklarer:


“Mine døre er altid åbne. Og det er nok i virkeligheden noget, jeg har taget med mig fra Island. Jeg kunne godt tænke mig at have lidt trafik af mennesker, der kommer og får en kop kaffe, en sludder og ser stalden. Det brugte vi meget på Island, at så kørte man lige over til naboen, eller nogen man kendte, og så var der altid tid til en 10-minutters pause og en kop kaffe. Det holder jeg fast i her hos mig. Er jeg ude at ride, så står elkedlen klar, så koger man bare vand og går i gang. Og har man kage med, så er man endnu mere velkommen.”