Det begyndte med Eiðfaxi...

Det der startede med at være ren praktik for de gamle islandske bønder, er endt som en af verdens bedst bevarede navnetraditioner.

Den islandske navnetradition går helt tilbage til vikingetiden. Først var det ren praktik, senere blev det et krav (Foto: Colourbox)

At den islandske hesteraces stamtavle går langt tilbage er der ingen tvivl om. Ej heller at det er vores vikingeklædte forfædre, som vi skal takke for, at islænderen overhovedet findes som race. Men har du nogensinde tænkt på, at det faktisk også er selvsamme vikinger, som har lagt grundstenen til hele den islandske navnetradition, som vi kender i dag?

Islandske sagaer og nordisk mytologi

Både historiebøgerne og de gamle islandske sagaer bugner med hestehistorier. Det samme gør den nordiske mytologi, hvor Odins ottebenede hest Sleipnir er en islænder (hvilket får os til at tænke på, om inspirationen til historien om de otte ben måske i virkeligheden kommer fra en hest i en så flyvende hurtig pas, at det simpelthen har lignet, at der var flere ben end fire). Ikke desto mindre er det tankevækkende, at de heste som vi kan læse om i de gamle nordiske tekster, faktisk hedder mange af de samme navne, som vores rideheste gør i dag.

Navnet karakteriserer hesten

Egentlig kom det sig bare af, at det skulle være nemt at kende forskel på hestene i flokken. De gamle islændinge opkaldte derfor deres heste ud fra udseende, specielle kendetegn eller karaktertræk. En rød hest med blis kunne blive navngivet Rauðblesi (rødblis), en lille hest kunne man kalde Litla-Jörp (den lille brune) og så fremdeles. I dag er det et krav verden over, at de navne vi giver vores islandske heste, skal stemme overens med de gamle forskrifter. Derfor kan man også godt undre sig, hvis man helt slavisk gennemgår listen over godkendte navne på WorldFengur. Så støder man nemlig både på gamle græske navne og navne opkaldt efter bilproducenter. Forklaringen skal nok findes i, at islændingene selv på et tidspunkt blev en smule mere kreative og afslappede omkring navngivningen i forhold til resten af verden, der følger reglerne lidt mere stringent. I forhold til på Island har vi selvfølgelig også et hav af andre små hårdføre ponyracer, der for det utrænede øje kunne minde om en islandsk hest. Så ved at fastholde navnetraditionen bevarer vi lidt af det magiske og helt specielle omkring den racerene islænder.

Søn af en pas-hest

Historien om den allerførste helt rigtige islandske hest indeholder også navne, som vi flittigt bruger den dag i dag. Sagnet fortæller nemlig, at der på Island stod en væddeløbshoppe ved navn Fluga, som var berømt for sit enormt hurtige pasløb. En tilrejsende mand mente, at hans hingst var hurtigere end den pas-glade hoppe, og han udfordrede derfor Flugas ejer til en dyst på tid. Den tabte han selvfølgelig, hvilket gjorde ham så skamfuld, at han sprang i døden fra en klippe (ja, drama var der nok af i de gamle islandske historier). Hingsten derimod levede videre i bedste velgående og nåede også at bedække Fluga, der derfor fødte det første føl nogensinde på islandsk grund: Hingsten Eiðfaxi.