DI søger frivillige til DM 2021

Dansk Islandshesteforening søger hjælpere til at arrangere De Danske Mesterskaber, der løber af stablen til sommer.

DI søger hjælpere til at arrangere sommerens DM (Foto: Fifla.dk - arkiv)

Dansk Islandshesteforening har netop offentliggjort på deres hjemmeside, at DM i Sport og Gæðingakeppni 2021 vil blive afholdt i uge 27.


Som kulminationen på et forår, hvor de danske ryttere har kæmpet om kvalifikationspoint, kommer de danske mesterskaber i 2021 til at danne rammerne om en sportslig kulisse med store resultater på spil. Næste år er jo nemlig også et VM-år, hvilket giver de bedste danske ekvipager mulighed for at ride sig til en plads på det landshold, der skal repræsentere de rød-hvide farver på ovalbanen i Herning til august.


Frivillige til DM-udvalg søges

For at få det hele til at glide på skinner søger Sportskomitéen under Dansk Islandshesteforening frivillige personer til et DM-udvalg, som kommer til at fungere som tovholdere på forskellige positioner.


DM i Alrid er planlagt til at blive afholdt i september næste år. Placeringen ligger endnu ikke klar, da der stadig ikke er fundet en værtsklub.


Kontakt Sportskomitéen hos Dansk Islandshesteforening, hvis du kunne tænke dig at hjælpe med at arrangere De Danske Mesterskaber 2021.


Kontakt Sportskomitéen her