Fra asfaltræs til ovalbanetölt

100 meter tölt på asfaltvej, en dommer i sadlen for at afprøve hesten og væddeløb i fuld fart. Meget har ændret sig, siden de første islænderstævner løb af stablen.

I Europa mixede vi den islandske fandenivoldskhed med klassisk dressur, og resultatet blev gangartskonkurrencer på en ovalbane (Foto: Pixabay)

Det er vidst de færreste af os, der kan se os fri for af og til lige at benytte lejligheden for at tjekke takten på en asfaltvej, når vi rider tölt på vores islandske heste. Om du er en af dem, der tæller "1-2-3-4" inde i hovedet, eller i stedet kører "black-and-decker" på repeat, så er det alt andet end lige meget nemmere at høre takten, når hovene klaprer afsted på en hård asfaltflade, end når man suser igennem terrænet på en skovsti. Men kunne du forestille dig at ride et helt stævne på en trafikeret landevej? Nej vel? Ikke desto mindre var det sådan, det var, hvis vi skruer tiden bare 50 år tilbage.


Firtaktet lykke

Selvom gangartskonkurrencer på asfaltveje kan lyde helt skørt, så mente man i Danmark for 50 år siden, at det de havde gang i på Island, var endnu mere skørt. Islændingene, der på daværende tidspunkt mente, at man var født med evnen til at kunne ride tölt, konkurrerede i væddeløb og gæðingakeppni - den ene disciplin i et mere hæsblæsende tempo end den anden - og måtte af og til have en dommer i sadlen, fordi det simpelthen gik for stærkt til, at man fra jorden kunne nå at dømme noget som helst.


Så selvom den tölt vi kender i dag, med både temposkift og holdning og bæring, var en by i Rusland tilbage i slutningen af 1960'erne, så blev islændingenes konkurrenceformer alligevel lidt for vilde for os i Danmark. Og selvom man egentlig ikke helt var klar over, hvad det var, man gerne ville, så vidste man, at man gerne ville se en hest i en ren firktaktet tölt. Hvilket er det eneste, der faktisk har hængt ved hele vejen op til i dag, hvor en klokkeren tölter stadig høster høje point på stævnebanerne.



Ovalbane for dommernes skyld

Men hvordan skulle man bedømme disse gangarter? Hvis hestene skulle løbe langt nok til at kunne modtage en egentlig bedømmelse, så skulle rytterne ride så langt ud af en vej, at dommerne ikke længere kunne se dem. Derfor tog man asfalten og lyttelapperne i brug. I to-tre år blev der af den grund afholdt stævner på helt almindelige landeveje. Det viste sig dog at være et vældigt besvær, for på konkurrencedage blev der ikke lukket ned for øvrig trafik, og det var derfor ikke et særsyn, at en ekvipage måtte holde ind til siden for at give plads til en forbikørende bil.


Og det var ikke det eneste, der ikke rigtigt fungerede. Asfalten var hård ved hestens ben, og på trods af lydeffekten af hestehove mod asfalt var det stadig svært for dommerne at overskue hele banen, og dermed give en fornuftig bedømmelse af de deltagende heste og ryttere.


Løsningen på alle disse udfordringer skulle vise sig at dukke op i 1970, da verdens første ovalbane til islandske heste så dagens lys. Den blev anlagt i Tyskland hos familien Feldmann, der havde en mark tilovers, hvor den kunne være. Målene har helt sikkert ikke overholdt dem, vi kender fra i dag, men den nye baneform gav pludselig dommerne mulighed for at sidde i midten af sporet, så de kunne følge alle ekvipagerne hele vejen rundt i meget længere tid end før, hvor der blot susede en hest forbi på et langt lige spor.


Det allerførste EM blev afholdt på den tyske nyopfindelse i 1970 - og grundstenen til de stævner, vi kender i dag, blev lagt.