Høj dødelighed ved ahornforgiftning

En varm og tør sommer, der efterfølges af et blæsende efterår, øger risikoen for ahornforgiftning hos heste.

Ahornforgiftning er yderst farligt for heste (Foto: Colourbox)

Undersøgelser ved Københavns Universitet har vist, at antallet af ahornforgiftninger i Danmark har været stødt stigende over de sidste 20 år. Det skriver landbrugskonsulent Erik Clausen på Landbrugsinfo.dk.


Og særligt i år er der grund til at passe på og være opmærksom, for den lange, tørre og varme sommer vi har haft, har givet ahorntræerne de helt rigtige betingelser for at sætte mange frø.


Vær opmærksom på symptomerne

Det farlige ved det blæsende efterårsvejr er, at selvom man slet ikke har ahorntræer ved sine hestefolde, så kan de helikopter-lignende ahornfrø komme langt omkring, når først vinden sætter ind. Der mangler på nuværende tidspunkt viden om, hvor meget en hest reelt skal indtage, før der sker en forgiftning. Men oplever du nogle af følgende symptomer, så skal du have fat i dyrlægen med det samme:

  • Kraftige muskelsmerter

  • Stiv gang

  • Nedstemthed

  • Rødbrunt urin

  • Besvær med at rejse sig

  • Vejrtrækningsproblemer

  • Pletvis svedning

  • Afkræftethed

Symptomerne kan forveksles med andre sygdomme og kan ikke benyttes som en facitliste for en diagnose. Det er blot vigtigt, at du er opmærksom på den eventuelle risiko og konsulterer med din dyrlæge, hvis du tror, at din hest er i farezonen for forgiftning.


Det er de helikopter-lignende ahornfrø, der er den store synder, når det kommer til ahornforgiftning hos heste (Foto: Colourbox)

Der findes ingen behandling

Selvom alle heste på tværs af alder, race og sundhedstilstand kan blive forgiftede af ahorn, så er der en overvægt af tilfælde blandt ungheste. Rammes hesten af sygdommen er odds'ene desværre ikke gode, for dødeligheden er meget høj. Det hænger måske sammen med, at der ikke findes en egentlig medicinsk kur, der kan helbrede tilstanden. Forgiftede heste gives understøttende behandling med væske og antiinflammatoriske midler i håbet om at få hesten helskindet igennem sygdomsforløbet. De gode nyheder er til gengæld, at den slipper uden mén, hvis den er så heldig at blive rask.