Hvad skal føllet hedde?

Selvom følsæsonen slet ikke er ovre endnu, så kunne vi altså ikke dy os for at kigge på, hvad årets avlere indtil videre har fundet på at navngive deres føl - og hvilke navne der dermed ser ud til at blive årets mest populære.

Mambó fra Ny Nørrevang er et af føllene fra generation 2018. Her med mor Gunnlöð fra Nørrevang. Far er Gustur fra Rauðalæuk. (Foto: Astrid Junker Andersen - Facebook.com/nynorrevang)

En sommer i VM-fodboldens tegn kunne måske give anledning til at tro, at der ville komme en hel generation af hingsteføl ved navn Messi. Men ifølge WorldFengur er der faktisk indtil nu kun registreret to stk. i Danmark.


One of a kind

Ligeså farverig, unik og forskelligartet islandshesten kan være som race, ligeså kreative kan islandshesteavlerne være, når de navngiver deres nyfødte føl. Årets navneliste vidner nemlig om, at de fleste af årets føl enten får lov at beholde deres navne helt for sig selv eller også får de lov at dele med kun én enkelt navnebror eller -søster.


På listen over navne der er givet to gange i år, finder vi blandt andet Díva, Draumur, Sæta, Vigdis, Oðin og Alvar. Mens navnene Björk, Ísak, Stjarni og Askur er givet til hele tre forskellige føl.


Årets mest populære navne - indtil videre

Vi startede med at proklamere, at de danske islandshesteavlere er virkelig gode til at finde på forskellige navne. Og det betyder også, at årets anden mest populære navne Freyja og Kóngur blot er givet fire gange i alt. De er kun overgået i popularitet af navnene Saga og Máni, der begge er givet til seks forskellige føl.


Navnet Fifla er til gengæld kun givet en enkelt gang. Vi ville ellers gerne have delt vores navn med en masse fine, nye islandsheste. Men det kan vi jo også nå endnu - for statistikken kan nå at ændre sig mange gange inden alle årets føl er registreret med navn. Vi hepper på flere Fifla'er - og modtager gerne billeder på hejfifla@gmail.com, hvis du har en Fifla i din stald.