Hvem bliver Danmarks bedste gæðingur?

Et rekordstort antal tilmeldte ekvipager er klar til at dyste om guldmedaljerne, når Islandshestecenteret Hedeland i weekenden danner rammen om årets DM i Gæðingakeppni.

I gæðingakeppni handler det om at finde den bedste, mest arbejdsvillige og udtryksfulde hest (Foto: Fifla.dk)

Det islandske ord "gæðingur", der har lagt navn til denne specielle konkurrenceform, dækker over en hest, som på alle parametre er sine artsfæller overlegen. Den skal have flotte bevægelser, god fremdrift, være lydig og styrbar, men samtidig bære sig selv med stolthed. Så det er ikke svært at regne ud, at det kræver sin hest at kunne begå sig til weekendens danmarksmesterskab i Gæðingakeppni.


Hesten i centrum

I modsætning til det vi kender fra sportsklasserne, må hesten i Gæðingakeppni vises i en mere fri og naturlig form. Der lægges vægt på, at der konkurreres på hestens præmisser og målsætningen er således, at hesten fremvises helt uden eller med et minimum af hjælpemidler - men til gengæld med en ordentlig portion stolthed.


Fri entré for publikum

Stolte, energiske heste der accelererer til full speed med glade og forventningsfulde ryttere på ryggen er Gæðingakeppni i en nøddeskal. Og for tilskuere er det bestemt en seværdig gren af islandshestesporten. Derfor er det heldigt, at både parkering og entré til stævnet er ganske gratis for publikum. Så tag du endelig alle hestevennerne under armen og mød op til en hyggelig weekend på Hedeland, hvor de første udtagelser rides i morgen fredag.


Som noget helt nyt bliver der endda kredset ekstra meget om stævnets tilskuere, da der sideløbende med klasserne på banen vil være en række oplæg i det dertil indrettede foredragstelt. Stævneledelsen kalder dem "GK Talks" og du kan blandt andre opleve coach og dommer Amalie Møller-San Pedro, Søs Fejerskov-Quist fra Fit2Ride, hesteterapeut Marianne Florman og hestemassør Hanne Helmer.


DM i Gæðingakeppni afholdes på Islandshestecentret Hedeland, Stærkendevej 226 a, 2640 Hedehusene fra d. 28. - 30. juni 2019.