Meistaradeild: Ragnhildur Haraldsdóttir vandt firgang

Efter tæt løb i både ind indledende runde og finale tog Ragnhildur Haraldsdóttir og Vákur frá Vatnsenda sejren i årets første mesterliga-stævne på Island.

Ragnhildur Haraldsdóttir
Ragnhildur Haraldsdóttir kunne torsdag aften hænge firgangs-guldet om halsen (Foto: Screenshot Alendis TV)

Torsdag aften red de første heste på banen til årets Meistaradeild på Island. Den første disciplin, som de otte deltagende hold skulle prøve kræfter med, var V1, hvilket betød, at der var lagt i kakkelovnen til en spændende aften med 24 af vulkanøens allerbedste firgængere på startlisten.


Niveauet var som ventet højt fra start og feltet ganske lige. Alligevel lykkedes det Ragnhildur Haraldsdóttir og Vákur frá Vatnsenda, der rider for Team Ganghestar / Margrétarhof, med legende lette bevægelser og imponerende flot ridning at sætte sig på førstepladsen i udtagelsen.


Det utroligt tætte niveau i den indledende runde gjorde, at hele tre ryttere kvalificerede sig til finalen med præcis den samme pointscore. Matthías Leó Matthíasson, Hinrik Bragason og Flosi Ólafsson endte på en samlet sjette plads, men i Meistaradeild går det ikke at sende alle tre videre i finalen. Reglerne siger nemlig, at der kun er plads til seks ridende finalister, så efter sirlige udregninger, hvor reglen om at højeste og laveste karakter trækkes fra pointsummen ignoreres, endte den sidste og sjette finaleplads med at gå til Hinrik Bragason fra Team Hestvit / Árbakki, som red den brogede hingst Sigur frá Stóra-Vatnsskarði.


Guldet kom han dog ikke i nærheden af, for selvom pointene i finalen også lå tæt, så var det udtagelsens nummer et, Ragnhildur Haraldsdóttir, der endnu engang i finalen satte sig på førstepladsen og dermed aftenens guldmedalje. Den individuelle førsteplads gik altså til Team Ganghestar / Margrétarhof, mens aftenens bedste holdpræstation blev leveret af Team Hestvit / Árbakka.


De samlede finaleresultater for aftenens firgang så ud som følger:

1. Ragnhildur Haraldsdóttir og Vákur frá Vatnsenda (Team Ganghestar / Margrétarhof) - 7.53 2. Jakob Svavar Sigurðsson og Hálfmáni frá Steinsholti (Team Hjarðartún) - 7.43 3. Jóhanna Margrét Snorradóttir og Bárður frá Melabergi (Team Hestvit / Árbakki) - 7.26 4. Elin Holst og Frami frá Ketilsstöðum (Team Gangmyllan) - 7.2 5. Hinrik Bragason og Sigur frá Stóra-Vatnsskarði (Team Hestvit / Árbakki) - 7.13 6. Árni Björn Pálsson og Svarta Perla frá Álfhólum (Team Top Reiter) - 6.9



Læs også: Er du klar til Meistaradeild?
0 kommentarer