Mette Koefoed går efter guldet

Den forsvarende danmarksmester i Alrid har høje ambitioner for weekendens DM, men hun er også realistisk.

Mette Koefoed driver til daglig virksomheden Team No, der beskæftiger sig med træning og salg af heste. I weekenden skal hun ride DM i Alrid (Foto: Privat)

Der har altid stået "hest" på dagsordenen for Mette Koefoed, der allerede i gymnasiet beskæftigede sig med at ride salgsheste. I starten var det springheste, men de blev efter noget tid byttet ud med dressurponyer og -heste. Selv havde hun sågar en oldenborghingst, som hun red landsstævner på i dressur.


Oprindeligt er den ambitiøse rytter egentlig uddannet markedsøkonom, og hun har da også været med til at starte mediet everhorse.dk (på daværendetidspunkt horse.dk). Men ellers er tiden primært blevet brugt på at ride, træne, uddanne og sælge heste. Og sådan er det stadig den dag i dag. For selvom Mette Koefoed stort set er konverteret til islandske heste, så er det stadig salgshestene der er hendes speciale i virksomheden Team No, som hun driver fra Ringkøbing.


Projekt-hest med til DM

Når Mette Koefoed i weeekenden sadler op til årets ypperste Alrid-stævne, så bliver det med lidt af en joker på hånden.


"Hrókur fra Glæsibæ er en ny hest, som jeg har fået i år. Jeg købte ham som projekt-hest og han er MEGET speciel. Han er svær, men jeg kan lide at arbejde med ham", fortæller den forsvarende danmarksmester, der godt ved, at det ikke bliver nogen nem opgave at hive en 1. plads med hjem i år.


"Mine ambitioner for DM er høje. Men jeg får igenting forærende på hesten i år, så måske må jeg nøjes og bøje mig. Flere af mine konkurrenter i AL1 er ryttere, som jeg underviser. Så jeg håber, at det bliver en af dem, der skal stå øverst på skamlen, hvis jeg ikke selv skal," siger Mette Koefoed med et smil.


Adrenalin-kick og is i maven

Uanset udfaldet af weekendens konkurrence så skulle det være forholdsvist nemt at spotte Mette Koefoed. Den 13-årige Hrókur måler nemlig hele 150 cm., så ekvipagen kommer til at rage godt op i landskabet. Men det er altså ikke kun os tilskuere, der ser frem til at følge med, når DM skydes i gang på lørdag. Den forsvarende danmarksmester er også helt klar:


"Alrid er utroligt udfordrende og giver et adrenalin-kick som få. Specielt terræn-delen kræver is i maven og tungen lige i munden. Og så ved man ikke, om man har vundet, før man står på rækken og bliver kaldt. Der er spænding til sidste sekund!"


Sidste år var det en venindes hest, Stefnir fra Gultentorp, som Mette Koefoed red frem til en sejr. Men faktisk var hun også danmarksmester i Alrid tilbage i 2014, hvor hun red Silfurgeisli fra Fellskoti. Ham har hun også haft med til DM i sport, hvor de blev placeret som nr. 5 i 4.1 og som nr. 4 i T1. Hvilken placering det skal blive til for Mette og Hrókur i weekenden må tiden vise. Her fra Fifla ønsker vi ekvipagen lykke til!