Nyt om ryttervægt

I både Tyskland og Island forsker man i islandske hestes bæreevne, og det har netop fået den tyske veterinærforening for dyrevelfærd til at opdatere sine anbefalinger på området.

Den islandske hest rides af både børn og voksne - men hvor meget vægt kan den egentlig bære uden at gøre skade på sig selv? (Foto: Colourbox)

Det er langt fra første gang, at spørgsmålet om hvor meget vægt en islandsk hest kan bære, bliver stillet og diskuteret. Meningerne er mange, og en egentlig officiel udmelding med et facit og et endegyldigt svar er svær at få øje på for den almindelige hesteejer. Derfor har den tyske veterinærforening for dyrevelfærd sat sig for at belyse den meget omtalte problematik ud fra en række videnskabelige aspekter. Håbet er, at der med en større indsats i forskning på området kan dannes grundlag for nogle mere håndgribelige råd, så islænderejere verden over vil få en række indiskutable retningslinjer at støtte sig op ad.


Et komplekst regnestykke

Helt så simpelt som at opstille et regnestykke med både hestens og rytterens vægt som variabler er det dog ikke at svare på, hvor meget en islænder kan bære uden at forvolde sig selv skade. Baseret på de seneste tyske undersøgelser er hestens højde og drøjde nemlig ikke det eneste, der skal tages i betragtning, når dens faktiske bæreevne skal bestemmes. Lændebredden og ryggens styrke spiller ind som store faktorer, og netop den islandske hests kompakte bygning er også med til at forklare, hvorfor islænderracen generelt kan bære mere vægt i forhold til andre sammenlignelige ponyracer. Sidstnævnte er dog noget, som de tyske forskere stadig er i gang med at undersøge, så vi må forvente, at der i fremtiden vil komme en mere gennemarbejdet konklusion på robustheden af den islandske heste i forhold til andre racer.


Forskellige heste giver forskellige svar

Med til at gøre forskningen i ryttervægt kompleks er også det faktum, at hestenes bæreevne kan være lige så forskellige som hestene selv. Tidligere videnskabelige artikler, skrevet af personale fra Equine Science Department ved Hólar i samarbejde med det svenske landbrugsuniversitet Uppsala, har ligeledes slået fast, at man udover at kigge på hestens kropsvægt og højde, også bør analysere hestens alder, træningsniveau, muskeltilstand og gangartskapacitet for at få en idé om, hvor meget en rytter må veje. At faktorer som rytterens ridestil og balance samt den gældende træningsintensitet også spiller en afgørende rolle, kan så igen være med til at ændre på regnestykket og give et andet antal kilo end det først antagede. Forvirret? Så bliver det formentlig kun værre, når vi fortæller, at forskerne også fandt, at faktorer som vejret, årstiden og jordforholdene var udslagsgivende for hestens bæreevne. Nemt skal det ikke være.


Trods ny forskning er det derfor stadig svært at konkludere ret meget andet end, at der stadig er behov for mere forskning, før vi er helt i mål. Hólar har taget teten og er i samarbejde med partnere både i og uden for Island i gang med yderligere undersøgelser, der offentliggøres og indarbejdes i officielle retningslinjer hos FEIF, så snart resultaterne er klar.


Avlsmål tilgodeser stærke heste

FEIF understreger i forbindelse med den nye forskning, at det officielle avlsmål for islandske heste fortsat lægger vægt på en stærk, bred og muskuløs ryg og lænd, samt robuste ben med veludviklede led og knogler, så der er forudsætning for at bære en voksen rytter uden gene for hesten. De oplyser i øvrigt, at den islandske hest rent statistisk er blevet højere de seneste år. Den gennemsnitlige hest, der blev kåret i 1990, havde et stangmål på 133, mens den gennemsnitlige højde i 2020 ligger på 142 cm.


Mens der fortsat forskes i det komplicerede emne, har den tyske veterinærforening for dyrevelfærd og FEIF dog slået fast, at de midlertidige retningslinjer for islandske hestes bæreevne er en individuel sag for de enkelte ekvipager. Der henstilles til sympatisk tilgang til hesten i håndtering fra både jord og ryg, god og kompetent træning samt brug af sund fornuft.


Ved tvivlstilfælde rådes der til, at den enkelte rytter rådfører sig med relevante fagpersoner som dyrlæger, trænere, beslagsmede eller fysioterapeuter.