Så er der jagt i skoven

Efter en længere periode uden skydning kan du nu atter risikere at møde en jæger på din ridetur i skoven.

Fra d. 1. oktober er der igen stor chance for at møde en jæger i skoven (Foto: Colourbox)

Hvis din riderute plejer at gå igennem en privat skov, så kan det være, at du lige netop i dag d. 1. oktober skal vælge at træne på banen i stedet. Dagen i dag har nemlig nærmest statussymbol som en helligdag for de camouflerede mænd og kvinder med arbejdsomme hunde ved deres side og gevær over armen. Det er nemlig i dag, at jagten på en stor del af det danske vildt starter, og mange jægere tager dermed turen ud i skoven for at skyde sæsonen i gang.


Vær opmærksom på hvor du rider

Ejeren af en privat skov har ikke pligt til at sætte advarselsskilte op, når der afholdes jagt. Nogle skovejere finder det mest hensigtsmæssigt at advare skovens øvrige gæster, så ryttere på både hest og cykel samt gående ikke bliver forskrækkede, men man kan som skovgæst ikke forlange det.


Vær derfor opmærksom på hvor du rider. At der ikke er skiltet med "Ridning forbudt" eller "Jagt i skoven" er ikke ensbetydende med, at du ikke kan møde en jæger med en riffel. Et sådan møde kan være til irritation for både jægeren, der føler, at rytteren skræmmer vildtet, og rytteren der kan blive nervøs for, om jægerens skud vil skræmme hesten.


Tag derfor hensyn til hinanden, så vi fortsat alle kan nyde skoven med enten den ene eller den anden hobby.


Vil du vide mere om ridning i naturen, så læs med i denne artikel: "Hvor må jeg ride?"