Ulven kommer! Men gør det noget?

Sommertid er føltid! Og rundt omkring på foldene stavrer flere og flere små, nysgerrige og i den grad søde føl allerede rundt og undersøger verden. Men hvad sker der, hvis hesteflokken med det nyfødte føl får besøg af en ulv? Vi har spurgt TV-vært og ulveekspert Sebastian Klein, om vi som hesteejere egentlig har noget at være bange for?

Foto: Colourbox

Det var tilbage i 2012, at ulven efter 199 års fravær, vendte tilbage til den danske natur. Siden da er den dukket op flere steder - og i særdeleshed i mediebilledet, hvor den længe har været centrum for en heftig og til tider følelsesladet debat. Men hvad er fup og hvad er fakta, når det kommer til ulve? Hvor farlige er de egentlig? Og skal vi være nervøse for, at vores heste eller føl på døgnfold bliver angrebet?


"Islandske heste burde kunne forsvare sig overfor en ulv. Når ulve angriber heste, drejer det sig som regel om de små racer, som har sværere ved at forsvare sig end de større racer. Miniracerne er således helt klart mest udsatte, mens store heste aldrig angribes. Generelt er størrelsen afgørende for, hvor udsat man er - uanset hvilket dyr det drejer sig om", siger Sebastian Klein.


Kun få angreb i Sverige

Vi kan med fordel kigge vores svenske naboer over skuldrene for at drage nyttig viden, når det kommer til de lettere upopulære rovdyr. Siden svenskerne i 1966 fredede ulven, er deres population nemlig vokset til et, ifølge Det Svenske Jægerforbund, problematisk højt niveau. Man anslår, at der på nuværende tidspunkt er cirka 350 ulve i Sverige, hvilket er dobbelt så mange, som man optimalt gerne ville have. Alligevel er der blot cirka fem heste eller føl i blandt alle de ulvedræbte husdyr, der er registreret i Sverige, siden ulven gjorde sit indtog i landet. Svenske ulveangreb på heste forekommer altså overraskende sjældent.


Nej, jeg selv ville ikke have nogen problemer med at lade mine heste gå ude midt i ulveland. Heste er ikke et foretrukket byttedyr for ulve - Sebastian Klein

Hesten er ikke ulvens foretrukne byttedyr

Sebastian Klein er nok bedst kendt som TV-vært og foredragsholder, men faktisk har han også brugt de sidste 12 år på at studere netop ulve, og med hans ekspertviden på området er han blevet en hyppig gæst i diverse debatter på blandt andet TV og i radioen. Han er ikke i tvivl om, at vi som ulvenation på et eller andet tidspunkt vil komme til at opleve, at en hest bliver angrebet af en ulv. Men han mener dog ikke, at det vil forekomme særligt ofte:


"Vi kommer næppe til at opleve særligt mange af den slags angreb i vores levetid. Og dertil kommer det, at det er føl af de allermindste racer, der er mest udsatte. Føl af de typiske udendørsracer, hvor islænderen hører under, vil normalt være i sikkerhed, så længe de går sammen med deres mor, som vil forsvare dem".


Indtil nu har det primært været de danske fåreejere, der har været udsat for ulveangreb og Sebastian Klein erkender, at ulve udgør et reelt problem for får. Men kun i meget lille omfang et problem for kalve og føl. På spørgsmålet om, hvorvidt vi som hesteejere skal være nervøse for ulveangreb, er svaret derfor klart:


"Nej, jeg selv ville ikke have nogen problemer med at lade mine heste gå ude midt i ulveland. Heste er ikke et foretrukket byttedyr for ulve. Men hvis man er nervøs, kan man jo sætte heste og føl i stald om natten. Så burde man i hvert fald være sikker på at undgå angreb".


Hesten som vogterdyr

Henover det sidste års tid er det kommet frem, at flere fåreavlere har anskaffet sig beskyttelsesdyr i form af hunde, ligesom også æsler siges af have en afskrækkende effekt på ulve. Men det viser sig, at heste faktisk også kan gå ind under den kategori:


Foto: sebastianklein.dk

"Heste, muldyr og æsler udviser ofte aggressiv adfærd overfor hunde - og herunder ulve. Det gør dem velegnede som vogterdyr, hvis man f.eks. holder får. I gamle dage slap man sågar heste løs, hvis der var ulve i nærheden. Undertiden blev ulvene ligefrem sparket ihjel af hestene. Er hestene rigtig store er de faktisk helt ligeglade med ulve og ser dem slet ikke som en trussel" , afslutter Sebastian Klein.