Ungrytter Ida-Marie Christensen er på benene igen

V2-udtagelsen til Icehorse Festival 2019 endte brat for ungrytter Ida-Marie Christensen og hendes hoppe Von fra Kirsebærlunden, da Ida på uheldigste måde faldt af hesten.

Icehorse Festival var Ida-Marie og Vons første stævne sammen (Foto: Privat / Ida-Marie Christensen)

Arenaen holdt vejret, da ungrytter Ida-Marie Christensen blev liggende på banen efter hendes styrt fra hoppen Von fra Kirsebærhaven. Ved et held var der en læge til stede blandt publikum, som kunne tilse den uheldige rytter, inden hun måtte hjælpes fra banen.


Den gode melding fra Ida-Marie er nu, at hun er udskrevet fra hospitalet og på vej på benene igen. Søndag eftermiddag forklarede hun til Fifla.dk, hvad der egentlig skete:


- Det var en forholdsvis ny hest, jeg havde med, og det var også mit første stævne på hende, så jeg vidste ikke helt, hvordan hun ville reagere. Men hun var meget anspændt, og ville slet ikke som jeg i opvarmningen. Så jeg var næsten ved at melde mig fra klassen, men besluttede mig alligevel for at ride for oplevelsens skyld. Da jeg skulle ride galoppen, stak hun af i forsøg på at “indhente” de andre heste på banen, som var i den anden ende af banen. Hun var i krydsgalop, og derfor kunne jeg slet ikke sidde på hende, og jeg faldt så af. Efterfølgende blev jeg indlagt på Herning Hospital til observation med hjernerystelse og med en del blå mærker på kroppen og i ansigtet, og blev så derefter udskrevet lørdag formiddag. I dag har jeg det okay, men har stadig en del hovedpine, og er meget øm i kroppen. Jeg burde blive helt frisk igen efter de næste par dage, og klar til at ride igen om en uges tid.