Blog: Ryttertræning….er det virkelig nødvendigt?
top of page

Blog: Ryttertræning….er det virkelig nødvendigt?

Med tanke på at jeg har startet et talenthold for juniorer og unge, er der god grobund for, at jeg selv bliver lidt mere målrettet med min ridning og kommer i ordentlig rideform. Jeg kan se, hvordan de unge lapper til sig af viden og arbejder hårdt for at dygtiggøre sig. Særligt var de til sidste samling meget begejstrede for ryttertræningsdelen, hvor de skulle rulle rundt på bolde, forme bogstaver i luften med deres krop, løbe og hvad ved jeg. Nu vil de også mødes online flere gange i måneden for at træne sig selv sammen, da afstanden imellem dem gør, at det er lidt besværligt at mødes så ofte. De er heller ikke blege for en frisk løbetur i ny og næ. Ja, det lyder da lidt underligt med alt den træning, ikk?

Fitnessudstyr i ridehal
(Foto: Mette Damm Bak)

Da jeg selv red som ung, var der ikke noget, der hed ryttertræning. Det var kun hesten, der skulle være i god form. Når vi efter ridning sad i rytterstuen, blev der kørt alverdens kager og slik ind, men vi hoppede dog gladelig på jernhesten for at komme frem og tilbage mellem hjem og opstaldningssted.


Jeg skridter rigtig meget, når jeg rider. Det er så dejligt afslappende og hyggeligt, og der er helt sikkert plads til forbedringer, hvis jeg gør noget ved min egen krop. Mon min hest kan mærke det, hvis jeg træner? Jeg synes jo altid min Otto-hest går som en stjerne. Kan han mon gå endnu bedre?


Så altså…. i gang skal jeg, og derfor kontaktede jeg en fysioterapeut og fik stablet en aftale på benene om ryttertræning en gang hver anden uge i den lokale skoles gymnastiksal. Vi skal både have gymnastikbold og yogamåtte med. Det er noget med udholdenhed, styrke, stabilitet, mobilitet og afspænding. Ja, det lyder da lidt farligt, tænker jeg :-D

Fysisk træning af ryttere i ridehal
Talent Team Midt til teamsamling med ryttertræning (Foto: Mette Damm Bak)

Nu har det vist sig, at vi simpelthen er elleve tilmeldte allerede, hvilket er så fedt. Alderen spænder helt fra 16 år til 73 år, så der er virkelig god tilslutning til sådan noget. Det overraskede mig, men det er så fedt, at så mange ryttere vil hjælpe deres heste ved selv at blive i bedre form. Jeg glæder mig helt vildt til, at vi starter op. Vi har dog lige udskudt det et par uger pga. Corona, men så er vi også topklar, når tid er, og I skal nok høre mere om, hvordan det kommer til at gå 😉


bottom of page