Kronholt smider janteloven på porten
top of page

Kronholt smider janteloven på porten

En gang om måneden samler Nils-Christian Larsen en gruppe ambitiøse ryttere til træning på Kronholt. Den norske toprytter har sammensat et kursusforløb, der kombinerer hans egen rideundervisning med en vifte af gæsteundervisere. Et koncept der virker! I hvert fald hvis du spørger de deltagende ryttere.

Undervisning på Kronhlt
Kronholt i Herning danner rammerne for Nils-Christian Larsens årlige kursusforløb (Foto: Fifla.dk)

Hvad skal der egentlig til for at blive en god rytter? Er det kun rideundervisning? Ikke ifølge Nils-Christian Larsen, der for snart 3 år siden rykkede sine norske teltpæle op for at bosætte sig på Kronholt i Herning.


“Der er så meget mere i det, end hvad der kan blive sagt på 2 x 45 minutters rideundervisning. Derfor har jeg lavet det her kursusforløb, hvor vi hver gang får besøg af en gæsteunderviser. Folk har sjældent tid til at opsøge noget ekstra, udover lige ridningen, så her kombinerer vi det.”


Siden efteråret har der både været fodringslære, mentaltræning og et indlæg fra dyretelepatøren Ditte Young på programmet. Og da Fiflas udsendte lægger vejen forbi Kronholt en lørdag i april, rammer vi ned lige midt i en session med Tina Dufour fra Horsegroom Denmark. Flasker med shampoo, showshine og pletfjerner bliver ivrigt diskuteret, og gæsteunderviseren Tina har svar parat til alle kursisternes mange spørgsmål.


Grooming på dagsordenen

Selvom Kronholts kursuskoncept kører på tredje år, er det første gang, at der er grooming på programmet. Og emnet bliver taget godt imod. Særligt 22-årige Ida Emilie Kaasgaard suger til sig af den professionelle groomers gode råd. Og da vi udfordrer hende lidt ved at spørge, om det egentlig er nødvendigt med alt det grooming, når man har en islandsk hest, slår hun en perlende latter op, inden hun svarer:


“Før havde jeg en sort vallak, men nu har jeg fået en hvid hest. Og sågar en hingst, der simpelthen synes, det er så fedt at stå oven i sine egne lorte. Den er aldrig hvid! Så hvis jeg havde haft den gamle hest med, så tror jeg nok egentligt, at jeg havde syntes, det var en lille smule mere ligegyldigt for mig, for det er jo meget nemmere at holde en sort hest ren. Men i det her tilfælde var det meget, meget, meget relevant.”

Ida Emilie Kaasgaard med islandsk hest
22-årige Ida Emilie Kaasgaard er en af de faste deltagere, når der bliver afholdt kursus på Kronholt (Foto: Fifla.dk)

Ida er nærmest det, man kan kalde fast inventar på holdet, for hun har været med siden det første kursusforløb startede for 3 år siden. Til daglig driver hun en lille virksomhed indenfor online marketing, så hverdagen er travl. Derfor er weekenderne på Kronholt ikke bare ambitiøs træning for den unge rytter, det er ligeså meget et afbræk fra de daglige gøremål.


“Her er bare så hyggeligt og helt nede på jorden. Og så synes jeg, at det er fantastisk, at man kan rive en weekend ud af kalenderen, hvor man bare kan nørde helt vildt!”

Ufrivilligt hesteskift

Ida Emilie Kaasgaard har haft islandske heste hele sit liv. Begge forældre har redet på hobbyplan og de støtter datterens valg af sportsgren til fulde. Blandt andet har de bygget en ovalbane, så Ida kan træne hjemme på familiegården. Desværre blev hun i efteråret sat lidt tilbage, da hun mistede sin topvallak.


“Han var virkelig mit hjertebarn. Men så lå han bare på folden en morgen med et hjertestop. Det var frygteligt! Han var sådan en hest, som kunne rides af alle. Men samtidig har jeg også redet på landsholdet og var nået langt med ham. Så det var helt ufrivilligt, at jeg skulle have ny hest.”


Alligevel er den humørfyldte rytter ikke sådan lige at slå ud af kurs. Så efter en mindre nedtur, er hun selvfølgelig hoppet op på hesten igen - bogstaveligt talt. For med sig til kursus på Kronholt har hun nu sin nye hingst Dropi, som hun er meget tilfreds med. Han er en helt anden slags hest, end Ida er vant til, så det er pludselig nogle andre ting, der er fokus på i undervisningen. Hun er dog helt sikker på, at der er en fremtid i ham.


Tag nu tyren ved hornene

Programmet for Kronholts kursusforløb varierer fra år til år og deltagerne roserne Nils-Christian Larsen for hans evne til at forny sig og anskue tingene fra forskellige vinkler. Ida fortæller, at de bliver præsenteret for nogle ting, som hun aldrig selv ville have opsøgt viden om. Men det hele giver alligevel værdi.


“Jeg kan ikke fremhæve en favorit blandt gæsteforelæserne. Det er sammensætningen af tingene, der gør, at vi kan bruge helheden til noget. Vi opbygger så meget viden undervejs, så når vi til sidst er færdige til sommer, så har vi faktisk fået en rigtig god bagage med. Og så kan jeg helt vildt godt lide den holdånd, som vi har. Jeg er meget social og jeg kan godt lide, at der er nogen, man kan dele sine gode og dårlige erfaringer med.”

Kursus på Kronholt
Tina Dufour fra Horsegroom Denmark er en af årets gæsteundervisere på Kronholt (Foto: Fifla.dk)

Selvom det slet ikke er nødvendigt at være stævnerytter for at være med på kursusforløbet, så er der alligevel flere af pigerne, der rigtig gerne vil ud og brillere på ovalbanerne. Ida er en af dem. Hendes ambitioner har aldrig har fejlet noget, men alligevel må hun erkende, at det gør noget ved en at være en del af Nils-Christian Larsens træningsforløb.


“Mine ambitioner er egentlig rimelig statiske, men der kan være nogle delmål, som har ændret sig, efter jeg er blevet en del af det her hold. Men det er nok også lidt det, som jeg kommer her for. For jeg tror da godt nogle gange, at jeg kan sætte mit mål for lavt. Og det sagde Nils faktisk også til mig, inden jeg skulle ride Icehorse Festival. At jeg ikke skulle gøre det alt for nemt for mig selv. Og jeg tror, det er godt, at der er en, der presser mig. En der siger ‘Tag nu tyren ved hornene og gør noget ved det’. Så for mig er det også en stor del af det. At Nils tør sige til mig, hvad det er, han synes, jeg skal satse på.”


Forskelligheden skaber dynamikken

En anden af kursets faste deltagere er 48-årige Merete Marian Østergaard, der sammen med sin mand til daglig driver et savværk og juletræslandbrug i Midtjylland. Med et krævende job og fire unge heste er hun efterhånden blevet ekspert i at prioritere sin tid og vælge ting til og fra. Kursusforløbet på Kronholt bliver der dog altid lavet plads til. På nær lige i højsæsonen for juletræer, hvor hun må dedikere alt sin tid til arbejde og lade hestene holde pause. Men ellers er hun lige så begejstret som Ida for at være en del af holdet.

Kursus på Kronholt
Merete Marian Østergaard har et travlt arbejdsliv, men prioriterer at komme til kursus på Kronholt så ofte som muligt (Foto: Fifla.dk)

“Det her er noget, som jeg gør for mig. Her er sådan et godt sammenhold og det giver en åbenhed på, hvad man tør sige og hvad man tør gøre. Her er der ingen dumme spørgsmål og ingen dumme heste. Alle er velkomne. Uanset hest og niveau. Nils er virkelig god til at skabe en afslappet stemning, og man får et eller andet sted et forum her, hvor man kan give sig selv lov til at blive bedre. Man skal ikke skamme sig over, at man gerne vil være bedre, hvis man kan sige det på den måde. Vi har det sjovt, men vi er også ambitiøse. Uden at man nødvendigvis skal gå efter at blive verdensmester. Men janteloven er her ligesom ikke lige. Vi ved godt, os der er her, at vi gerne vil være bedre.”


Der er stor forskel på kursisterne i både alder og målsætninger, men ifølge Merete er det kun et plus. Det skaber noget dynamik, at rytterne er forskellige steder i både livet og ridningen. Fælles for dem alle er dog, at de tager sig selv og deres ridning alvorligt.


Ambitioner alene holder ikke i længden

Derhjemme foregår 90% af Meretes træning ude i naturen og ikke på en bane. Hun har en ung generation af heste i sin stald, men har en målsætning om, at den ældste af dem, en 7-års, skal ud og være stævnehest. Det tager dog lige lidt tid med det tekniske, før han er klar. Men det er helt okay. Merete lader tingene tage den tid, som de nu tager.

Tina Dufour på Kronholt
Der var ikke noget, der gik den professionelle grooms skarpe blik forbi, da der blev afholdt grooming clinic på Kronholt i april (Foto: Fifla.dk)

“Der er jo en proces i at komme hele vejen rundt om hesten, og det er også det vi gør med alle de forskellige temaer, som Nils præsenterer os for. Det er en del af at bygge sin hest op, at man ligesom skal hele vejen rundt.”


Og selvom det godt kan virke som om, at der er uhyre langt fra groomingtips til dyretelepati, så er der faktisk en rød tråd, som går igen i de fleste af gæsterundervisernes budskaber, fortæller Merete.


“Det er ligesom det, Tina Dufour står og fortæller os i dag. Inden man skal ride, så skal man lige gå ind i sig selv og mærke hesten. Så måske er det ikke så forskelligt fra det, som fx. Ditte Young siger. I stedet for bare at sætte os op og give fuld gummistøvle, så skal vi nok engang imellem blive bedre til at mærke efter, hvad det egentlig er, der sker.”

Så det øver Merete sig på. Både at blive bedre til at mærke sin hest, men også sig selv. For ligesom Ida, så kan hun godt mærke, at træningen på Kronholt skaber grobund for højere ambitioner.


“Ikke at det bliver påduttede ambitioner. Men man giver bare sig selv lov til at tro på, at man faktisk godt kan noget. Jeg er dog også bare en ponypige, det vokser jeg nok aldrig fra. Og det er også en god ting, for hvis det kun bliver ambitioner, så holder det jo ikke i længden.”


Dobbelt op på udbytte

Når gruppen mødes til træning på Kronholt går hele weekenden med det. Alle ryttere modtager eneundervisning både lørdag og søndag, holdet spiser frokost sammen og engang lørdag alt efter hvornår det passer, kommer gæsteunderviseren på besøg. Og selvom det godt kan virke som om, at det er en stor blokade at lægge i en ellers presset kalender, så passer det egentlig underviser og initiativtager Nils-Christian Larsen ganske glimrende.


“Jeg er jo mest i udlandet og undervise. Og skal jeg undervise i hverdagen herhjemme, så bliver det hurtigt lidt presset. Hvis jeg både skal ride 12 heste, holde fokus, svare på telefoner og mails og i tillæg til det undervise et par ryttere hver dag, så hænger det ikke sammen. Så vil jeg hellere samle mange ad gangen.”

Kronholt
Nils-Christian Larsen underviser sine kursister i ridehallen på Kronholt (Foto: Fifla.dk)

Det kan måske godt komme til at lyde som om, at det der med undervisning bliver en sur pligt for den travle rytter, men sådan skal det slet ikke forstås.


“Jeg synes personligt, at det er mega sjovt at undervise. Og de foredragsholdere, som jeg inviterer med, er jo også nogle, som jeg føler et meget stort udbytte af at bruge. Og på den måde er det faktisk også et kursus for mig. Så kursusforløbet her er sådan dobbelt op på godt. Jeg kan bruge noget tid hjemme, have hyggelige elever og også lære noget selv.”


I weekenden mødes holdet til sæsonens sidste kursusgang, før sommer (og stævne) pausen indtræffer. Der får det ambitiøse hold besøg af dommeren Lise Galskov, som skal give feedback på deltagernes programridning på ovalbanen.


Næste år starter møllen forfra igen. Hold øje på Kronholts facebookside, hvis du kunne være interesseret i at komme med på et lignende forløb. Næste omgang starter til efteråret og annonceres netop der.

bottom of page