Blog: Alene i en forandret verden
Det her er nok den mærkeligste tid, jeg nogensinde vil opleve. Ja, jeg troede aldrig, jeg skulle opleve en pandemi. Men den er måske ikke kun dårlig. Ja, ens sociale liv er forsvundet. Skolen er vendt på hoved og der er ingen stævner. Alt er faktisk bare vendt fuldstændig på hovedet. Jeg havde mange mål for 2020. Jeg har endnu flere for 2021.
Jeg hører mange sige, at nedlukning har givet dem manglende motivation. Jeg har det helt omvendt. Eller det havde jeg ikke i starten, jeg skulle vænne mig til det og jeg skulle tvinge mig selv til at se det gode i det. Jeg var så træt af, at der ingen stævner var, det var vi nok mange der var. Men jeg vendte den om. Jeg havde så meget mere tid til at gå helt ned i dybden med min ridning og alt teorien bag.
Jeg havde og har det også nu virtuel undervisning, det betød at jeg ikke længere skulle bruge tid på transport frem og tilbage, det betød også samtidig, at når jeg har en pause eller er før færdig med mine ting, kan jeg ride, longere, løbe en tur eller læse et afsnit i en bog om ridning. Det der motiverer mig til at ride og dygtiggøre mig her i Corona tiden er en blanding af processen og mine ambitioner. Jeg elsker at lære. Alt hvad jeg på nogen måde kan suge til mig af viden, det gør jeg. Lige meget hvad det er. Jeg elsker at se, at det jeg gør, faktisk virker, at det ikke bare er spildt arbejde. Og så har jeg valgt at sige, at når vi engang må starte stævner igen, så skal jeg vise, at jeg har kunnet udnytte tiden og har brugt den klogt, at alt det her nørderi har givet pote på den ene eller anden måde.
Det er ikke nemt altid at holde sig oven vande og blive ved med at holde motivationen, men jeg gør sådan at når jeg er ved at miste den, prøver jeg at minde mig selv om, hvorfor jeg overhovedet gør det her, hvorfor jeg rider, hvorfor jeg vil være bedre, hvad jeg gerne vil forbedre, hvad mit mål er også selv om mit mål måske ligger flere måneder fremme. Jeg ser det som en kæmpe mulighed for at færdiggøre vintertræningen og gå endnu mere ned i detaljen. Dermed ikke sagt jeg ikke har dage, hvor det eneste jeg har lyst, er at ligge i min seng, for det tror jeg nu, vi alle har engang i mellem, og det er helt fair.
Ting jeg spørger mig selv om når min motivation svinger:
Hvorfor rider jeg?
Hvorfor elsker jeg ridning mere end noget andet?
Hvad har jeg lyst til at lave med min hest i dag?
Hvorfor vil jeg være bedre?
Hvad er mit mål?
Hvad vil jeg være bedre til?
Hvad drømmer jeg om at blive til?
Hvad er det ved hesten, der gør den til det mest fantastiske dyr nogensinde?
Jeg rider ikke altid, men jeg er altid ude ved hestene, om jeg så bare krammer eller klapper den. Det hjælper mig med at huske alle de ting, jeg lige har skrevet. Og så er hesten det mest fantastiske dyr, især i den her tid. De forlanger ikke noget, de snakker ikke, men de lytter til alt, man siger og også det, man ikke siger.
Jeg ville elske at høre, hvordan i andre holder motivationen på den måde kan vi hjælpe hinanden! 😊
