Islænderejerens ordbog
top of page

Islænderejerens ordbog

"Min hest smider ryggen, når den grisepasser". Ahva? Der er altså bare nogle udtryk, der kun giver mening for hestefolk.


Islandsk hest
Er man ny i hesteverdenen, er det ligefør, man skal bruge en ordbog for at få styr på alle de populære udtryk (Foto: Pexels)

Én ting er at lære at ride, hvis man er ny rytter. En anden ting er at lære at passe sin hest. Men som om det ikke skulle være nok, så skal man også pludselig til at sætte sig ind i en helt masse nye udtryk og ord, når man er ny i hesteverdenen. Men frygt ej! Vi har samlet nogle af de mest populære udtryk, som du kan støde på i stalden, så du kan være helt klar til at sludre med hestevennerne.


"Hesten er hård i munden"

Din hest er altså ikke beskidt i sproget, hvis den er hård i munden. Det dækker derimod over, at hesten føles hård, stiv, ufølsom og tung på tøjlen, når man rider.


"At samle hesten"

Hesten er ikke gået i stykker, hvis den skal samles. Udtrykket betyder derimod, at man gør hesten kortere ved at flytte mere og mere bæring til hestens bagpart.


"Hesten skal gangsættes"

Er der her tale om en doven hest, som man bliver nødt til at sætte lidt fut i? Nej nej... Der er bare tale om, at islænderen er dét sted i sin uddannelse, hvor den skal til at lære at tölte.


"Grisepasser"

En grisepasser er ikke en person, der passer grise. Det er derimod betegnelsen for en hest, der går urent i tölt og dermed kommer til at bevæge sig i en stiv pasgang.


"Hesten smider ryggen"

Det kan lyde voldsomt. Men ryggen bliver altså på, selvom man siger, at hesten har smidt sin ryg. Men det er stadig ikke ønskværdigt, for det betyder, at hesten har sænket sin ryg under ridning. Det er helt modsat det, vi ønsker. Nemlig at den løfter ryggen og bærer rytteren med sine muskler på korrekt vis.


"Hesten smeder"

Man kunne jo sende ønsketanker hen i mod, at hesten selv lige kunne agere smed og sætte et sæt nye sko på. Men det er desværre ikke tilfældet. At hesten smeder, dækker derimod over den lyd, der kommer, når hesten slår skoene sammen i luften i f.eks. trav.


"Underhals"

Hvis hesten har underhals, er det et tegn på, at den er trænet forkert. Det betyder nemlig, at den har gået i forkert holdning og udviklet de forkerte halsmuskler.


"Hesten skyder skulder"

At hesten skyder skulder er et udtryk, som man ofte støder på. Og det er altså ganske fredeligt og betyder slet ikke, at hestene går og bruger skydevåben på hinanden. Det betyder slet og ret, at hesten drejer sig forkert under rytteren ved at læne skulderen ud først i stedet for at runde sig.


"Hesten har ål"

Din hest har ikke en forkærlighed for akvariefisk, hvis den har en ål. Den har derimod en stribe ned langs ryggen, hvor den har en mørkere farve end resten af pelsen.


"Giv hesten gummistøvle"

Selvom det har regnet meget på det sidste, så betyder det altså ikke, at hesten skal have vandtætte støvler på, hvis din træner beder dig om at give den lidt gummistøvle. Det betyder derimod, at du skal bruge dine schenkler til at drive med. En schenkel er i øvrigt en betegnelse, der dækker over rytterens underben.






bottom of page