Blog: Maskiner eller levende væsener?
Jeg ser det som et kæmpe privilegie at få lov at arbejde med så kloge og smukke skabninger, som heste er. Heste er terapeutiske dyr, som rummer så meget urkraft, power, natur og ærlighed i sig. Ikke nok med at jeg har lært enormt meget omkring heste, og dyr i det hele taget, ved at få lov at omgås dem hver dag, men jeg har i den grad også lært mange ting om mig selv. Jeg er indimellem blevet tvunget ud i situationer med mine heste, hvor jeg har været nødt til at reflektere og se indad og ændre mig fuldstændig som person og som rytter. Mange steder har det ændret den person, jeg er i det private og jeg føler på mange måder, at jeg er blevet et bedre menneske.
Derfor bliver jeg også så utroligt ked af det, frustreret og forarget, når jeg ser en stigende tendens til, at folk behandler heste som var de maskiner. Heste er levende væsner med deres egen virkelighed, deres eget humør, de har også en hormoncyklus, som vi selv har, og vigtigst af alt, synes jeg faktisk, det er at huske at heste rent faktisk er flugtdyr.
Ja, så tænker du nok – Den er god med dig Cecilie, alle de ting du remser op, det er jo almen viden! Og ja, det er det. Men alligevel er der mange, der fuldstændig glemmer dette i søgen efter ny hest, eller når de ser heste på konkurrencebanerne og dømmer dem ud fra et øjebliksbillede.
Hvad er det egentlig taget, at vi forventer os af hestene i dag? Jeg ser så mange skrive på Joras og diverse andre heste-salgssider, at de søger en BUNDstabil hest, som ikke hopper til siden for det mindste. Der er masser af mennesker, der kan tilbyde den slags heste. Men så kan jeg ikke lade vær at spørge, findes den 100% stabile hest overhovedet? Hvis du spørger mig, absolut ikke.. Hvorfor? Jo, netop som jeg lige nævnte, det er et levende dyr. Heste er ikke døde ting, der programmeret til at være på en særlig måde. Heste er følsomme dyr, som lige så let som os selv, bliver påvirket af vejret, flytninger og nye steder, det miljø vi befinder os i (både socialt og kulturelt, hvis man kan sige det sådan). Med kulturelt mener jeg, at det kan være en kæmpe omvæltning for hesten at komme ind i en ny flok. Nye dufte, nyt område, nye rutiner, nye individer den skal tage stilling til og den skal finde sin plads i flokken på ny. Heste bliver også påvirket af, hvordan mennesket er overfor hesten. Hvis vi er ledere for dem og viser dem vejen, vil de være meget mere trygge og omvendt, hvis vi selv er det mindste tøvende eller utrygge, så bliver de det også. Er du stresset eller i dårligt humør, har spændinger i kroppen eller er komplet ude af balance, så bliver hesten også påvirket, uanset hvor BUNDSTABIL den måtte være. Heste er som mennesker også vanedyr, som finder tryghed i vaner. Du tænker måske ikke over, at de ting du gør, gør jeg måske anderledes og det kan have en kæmpe indflydelse på hesten og om den føler sig tryg i dit selskab.
Jeg bliver fuldstændig rystet og tom for ord, når jeg indimellem ser heste, der sågar bliver sendt retur til sælger, fordi den er blevet bange for en ko og herefter bliver stemplet som værende livsfarlig. Men hvad med lige og vende tilbage til os selv? Skal du også stemples som værende skør, fordi du skriger op og bliver bange for en edderkop? Nej vel? Hvorfor er vi så så unfair overfor hestene, som er lige så følsomme væsner som vi selv er, og endnu engang som er flugtdyr? Det ligger simpelthen i hestens natur at flygte fra fare. Uanset hvor mange tusinde år vi har avlet på de individer med det gode stabile sind, så vil det simplethen altid ligge i hestens DNA, at hvis der er noget der er uvant for dem, er det formentligt farligt og så flygter man. Selvfølgelig er dette mere udpræget hos nogle individer end for andre, men der vil altid være en lille procentdel, der er gemt helt dybt inde i hesten. Samtidig har det igen enormt meget at sige, hvordan rytteren opfører sig. Selv den mest bundstabile hest har brug for en leder. Hvis rytteren forventer det værste, vil de fleste heste fornemme din utryghed og så vil den flygte. Det ligger i dens DNA.
Af og til hører jeg også snak i krogene om definition af hestes sind. Hvad bygger man sindet på osv og hvad er et godt sind egentlig?
Op til flere gange har jeg været trådstarter i debatter på diverse heste fora om karakteren vilje & sind for simpelthen at aflive de myter, der gang på gang bliver blæst op. Folk forbinder nemlig en høj karakter for vilje & sind med, at hesten er dødsens villig og kun kan rides af professionelle ryttere og dét kunne ikke være mere forkert. En høj karakter for vilje & sind bygger på, at hesten går villigt og samarbejdsvilligt frem, men samtidig let kan tages ned i tempo og skridte totalt afstresset. Det kan en hest med et såkaldt ’dårligt sind’ ikke – altså typisk en hest med en lav karakter for vilje & sind.
Senest har jeg måtte mærke netop dette på egen krop, da jeg havde min konkurrencedebut med min hingst Grani. Han er en sød og omgængelig fyr, som jeg bestemt selv mener, kan rides af de fleste. Men han er utroligt følsom for rytteren, og bliver meget påvirket af hvordan man er og har det. Så er du stresset, så vil han ikke føle sig tryg i dit selvskab. Icehorse Festival var hans første tur udenbys, siden han var til VM, hvor både rytter og ejer selvsagt var enormt presset over situationen i håb om at få et godt resultat med hjem. Grani blev i øvrigt kåret både som 4-års og 5-års og man skal ikke underkende, at kåringer i så ung en alder, lægger et enormt pres på hesten, fordi den skal yde og præstere sit maksimale HVER GANG. Dette er enormt stort pres vi lægger på unge heste og det tager enormt lang tid at fravænne dem dette igen. Man kan komme i situationer hvor man nærmest kan føle, at hesten får ’flashback’ til det pres, den har været underlagt ved en kåring.
Samtidig er heste enormt følsomme dyr og de mærker med det samme, når vi er stressede og pressede og nogle reagerer mere for det end andre.
Netop ved Icehorse Festival følte jeg et stort pres. Jeg har store forventninger til, hvad jeg burde gå ud og præstere med denne hest og jeg ved, at der var mange, der havde store forventninger til min præstation med Grani. Jeg mistede mere af min naturlige egenskab som leder for ham, fordi jeg selv følte mig en anelse ’utryg’ ved situationen. Så er det klart, at hvis min hest føler at jeg er stresset over situationen, så finder han ikke tryghed hos mig, og så vil der være større tendens til, at han selv vil blive stresset.
Et miljø som Icehorse Festival er så ekstremt unaturligt for hestene og det er ikke noget, du kan træne din hest til. Den må få erfaringen ved at deltage. En lukket hal, med høj musik, høj intensitet af klapsalver tilråb, ting at kigge på osv osv. Et miljø som selv de mest erfarne konkurrenceheste, og ryttere, bliver påvirket af. Og ja, det gjorde Grani og jeg altså også.
Til daglig er han en bundstabil fyr. Han har båret mig igennem Københavns gader på en søndag i efterårsferien, hvor trafikken bestemt ikke var på sit mindste, og han gjorde det uden at rokke et øre! Men i en situation hvor jeg følte mig utryg, der mistede vi vores samspil, men det gør ham ikke til en mindre omgængelig fyr! Han er blot et levende væsen.
Tænker folk overhovedet over, hvad det egentlig er, vi har udsat hestene for? Tænker man overhovedet på, hvad hestene kan have af forhistorie? Tænker man over, hvad det er for et pres, der er i den hal? Alle der var derinde i den hal, selv publikum, kan jo mærke intensiteten og atmosfæren og det mærker vores skønne, følsomme heste. Alligevel har vi en forventning til, at selv de unge og mest uerfarne heste skal kunne gå komplet upåvirket derinde uden at rokke et øre.
Sammenligner man det med dressursporten, skal der være så stille, så man kan høre en knappenål falde til jorden. Her gør vi altså det komplet modsatte. Det er som om, at hesten kun har én eneste chance og forventningen til, at de skal være upåvirkelig overfor ALTING er stigende.
Uanset om vi dømmer hestene på konkurrencebanerne, eller man blot har købt sig en ny hobbyhest, der flyttes til et nyt sted, så prøv lige at tænk over en ekstra gang, at heste altså bliver lige så påvirket af alting, som vi selv gør. Alting kræver tid, erfaring og tilvænning. Selv for de mest garvede gamle heste. Hav hjertet lidt med næste gang du skal til at dømme enten din nyindkøbte hest, der reagerer på det nye miljø, eller du sidder som tilskuer ved et stævne.
Det er levende dyr, ikke robotter. Og ellers så synes jeg du skal købe dig en cykel i stedet..
