Kan rideangst rides væk?
Louise Hammer O’Carroll har haft galoperende rideangst, siden hun som barn blev sparket ned og kom til skade. Da datteren begyndte at udvise tegn på det samme, tog Louise affære. Nu har hun skrevet en bog, der kan hjælpe andre ryttere - og skubbe lidt til det tabubelagte emne.
Med panikangst i øjnene ser hun, at bagparten trækker sig sammen. Om lidt vil hesten skyde sig fremad som en kugle fra en kanon og lande lige ovenpå Louise. Hendes hjerte banker så hårdt, at brystet nærmest sprænges, hun snapper efter vejret, og så sker det. Hesten rammer hende med fuld kraft i ryggen og det sortner for hendes øjne. Helt uden kontrol snurrer hun rundt, mens det står lysende klart, at nu er der ingen vej udenom. Nu vil hun falde, og den røde, iltre hoppe vil trampe på hende i en sådan grad, at hun ikke vil overleve. Og hvem skal så passe på hendes datter? Åh, hvor dum har man lov at være? Hvorfor også udsætte sig selv for fare ved at omgås sådan en djævelsk islandsk hest, når man har et barn? Når man har et ansvar? Louise lukker øjnene og.... Så sker der... ikke mere.
Havde du stået på sidelinjen og overværet seancen, så havde du nok ikke opdaget, at Louises indre var i oprør, og at der netop havde udspillet sig en skrækindjagende nærdødsoplevelse lige for øjnene af dig. Måske havde du blot noteret dig, at den røde hoppe var blevet lidt forskrækket, og at den var danset en omgang rundt om sin rytter for derefter at stoppe op. Men for Louise Hammer O’Carroll kan selv små ting, som andre ikke tillægger betydning, være ødelæggende for hele hendes dag. Hun lider nemlig af rideangst.
En ulogisk meddelelse
I sit daglige virke arbejder Louise som selvstændig terapeut i virksomheden Nordjysk Hypnose, hvor hun hovedsagligt beskæftiger sig med at behandle angst- og selvværdsproblemer hos sine klienter. Derfor er hun også meget bevidst om, hvad det er, der foregår i hende, når hun bliver bange og sætter gerne ord på sine oplevelser.
“Angst er ulogisk. Jeg har haft en hel måned, hvor jeg ikke engang turde gå ind i indhegningen til min hest, fordi jeg var bange for, at hun ville blive vild og brase lige ind i mig, og så ville jeg helt sikkert dø. I den periode satte jeg hende også til salg, for jeg kunne slet ikke holde ud at have det sådan.”
I stedet for at kaste håndklædet i ringen gjorde Louise dog noget helt andet. Hun flyttede sin hest til en anden stald, hvor ekvipagen ikke var nødsaget til at ride ud på tur, men hvor de i stedet kunne benytte en indhegnet ridebane. Og det blev et vendepunkt for den selvindsigtsfulde rytter.
“Før stod min hest et sted, hvor hun var lidt stresset. Og jeg kan ikke håndtere en stresset hest. Da hun så kom hertil, hvor vi er nu, så blev hun den gode gamle Aldinrós, som er meget rolig. Og så skal jeg jo huske på, at Aldinrós er Aldinrós. Alt det andet er noget, der foregår inde i mig. Jeg kan ikke tillægge hende nogle af de værdier, jeg har inde i mit hoved, for det ville være forkert af mig at gøre. Og derfor kan jeg heller ikke sælge hende. For hun er jo bare, som hun er. Og hun er et flugtdyr, hvilket jeg må lære at have respekt for. Jeg må lære noget mere om hestens psykologi. Hvad er det, der gør hende frustreret og stresset? For når hun har det godt, er hun en rolig hest. Og det har jeg brug for. Jeg skal ikke have en ferrari, jeg skal bare have en knallert.”
For udefrakommende kan det være svært at forstå, hvorfor det er værd at bruge så meget tid på noget, som let kan tricke både katastrofetanker og ængstelighed, men for Louise er det ikke en mulighed at vælge hestene fra. Hun har haft heste i sit liv siden barndommen, og har ikke lyst til at undvære det. Derfor kommer angsten også ubelejligt, og kunne man tage en pille, der ville få det hele til at gå væk, så ville hun gøre det uden at tøve. Men nu hvor det ikke lige lader sig gøre, så forsøger Louise at lytte til angsten i stedet.
“Min datter har også oplevet rideangst, hvilket ofte kommer til udtryk ved en følelse af flagrende sommerfugle i maven. I den forbindelse har vi arbejdet rigtig meget med at finde ud af, hvad de sommerfugle vil fortælle, når de dukker op. Der er ingen logik i angst, men den har altid et budskab. Der er altid noget, den vil sige til os. Så er det op til os at finde ud af, hvad det er, og hvad vi så kan gøre ved det.”
“Megatræls og pisseirriterende mor”
Angst i forbindelse med heste og ridning kan ofte føres tilbage til et traume. Og helt uden at blinke kan Louise Hammer O’Carroll med sikkerhed føre sine problemer tilbage til en oplevelse, hun havde med sin første pony, der resulterede i et spark i maven, indre blødninger og et stort ar på både krop og sjæl. Louises datter Frida har derimod aldrig haft en egentlig dårlig oplevelse, men har alligevel oplevet angst ved at skulle sætte sig i sadlen.
“Jeg tænker jo, at min datter Frida allerede inden hun startede til ridning, havde arvet min tankegang. Hun havde hørt mig fortælle, og har nok fået et indtryk af, at det med heste kunne være farligt og gå voldsomt galt. Men hun ville alligevel gerne ride, for hun har også altid gerne ville være ridepige ligesom sin mor. Så på både godt og ondt er hun en god prægning af mig.”
“Jeg ved jo godt, at det er mig selv, der hæmmer hende. Når hun rider, så kan jeg stå og filme hende med telefonen, mens jeg selv holder mig for øjnene. Og når hun er redet afsted på tur med veninderne, og har været afsted længe, så kan jeg finde på at ringe til hende eller køre ud og kigge efter hende, så jeg er da en megatræls og pisseirriterende mor. Så nu er vi begyndt på, at hun selv cykler ud i stalden efter skole, hvor jeg ikke er med. For på den måde skal jeg ikke fylde i hendes hesteliv.”
Til gengæld har Louises hands-on erfaring med rideangst også været medvirkende til, at Frida overhovedet har fået styr på sommerfuglene i maven og nyfunden lyst til at tage på ridetur med veninderne.
“Til at starte med brugte Frida mange strategier for at trække tiden, når vi skulle til ridning. Så skulle hun lige have noget at spise eller på WC. Hun var 100 år om at blive klar. Jeg måtte holde hende oppe på, at vi havde betalt for en ridelektion, og at der stod en og ventede. Den reelle angst opstod dog ikke før, hun sad i sadlen. Men da vi først blev enige om, at det var okay, at det var mig, der hjalp hende, og vi tog fat, så gik det rimelig hurtigt med at komme ud på den anden side. Børn er så lærenemme og har let ved at følge de terapeutiske teknikker.”
Da rideangsten fuckede a' helvede til
Hverken Louise eller Frida har syntes, at det har været nemt at tale med andre om deres rideangst. Men med støtte i hinanden er de to nu kommet så langt, at de kan hjælpe hinanden, når de er afsted på tur. Og Frida har tilmed lært så mange teknikker, at det faktisk ofte er hende, der giver sin mor gode råd, hvis angsten kommer snigende.
Selv har Louise også fundet enormt med støtte i en Facebookgruppe, hvor rideangste ryttere deler gode råd og historier fra deres daglige liv med hestene. Og et sådan fristed har været guld værd for Louise, der ikke helt ser, at der er plads til ængstelige ryttere i den brede rideverden.
“I hestemiljøet er det svært at komme og sige, at man har rideangst. For når du er rytter, så er du sej og tough. Det er ikke særligt populært at komme i stalden og sige, at ‘jeg har virkelig rideangst i dag’. Det er tabubelagt, og mange forstår ikke, at man ikke bare sælger sin hest. Man bliver set lidt ned på, og det synes jeg bare, er så ærgerligt. For hvis vi kunne hjælpe hinanden i stedet for at pege fingre, ville det jo bare være så fedt.”
Blandt andet derfor har Louise også skrevet selvhjælpsbogen “Da rideangsten fuckede a' helvede til”. Med beskrivelse af konkrete teknikker og øvelser samt informationer om, hvad der kognitivt sker i hjernen, når angsten opstår, håber hun både, at bogen kan være med til at hjælpe ligesindede, ængstelige ryttere, samtidig med at den kan danne et grundlag for viden og forståelse blandt andre aktører i hesteverdenen.
“At være rideangst er jo en sindssygt dobbeltfølelse af både helt vildt gerne at ville noget, samtidig med at man også er skidebange. Jeg sammenligner mig ikke med andre ryttere, og jeg har accepteret, at jeg har angst. Jeg kan dog godt tænke, at de andre er heldige, når de rider afsted på tur. Men så må jeg jo bare huske på, at jeg nok skal komme dertil. Det handler hele tiden om at fortælle hjernen, at den skal slappe af. Måske gør ens hest bare det, den gør, fordi det lige klør, fordi den lige hviler på et ben eller fordi, der lige var en flue, der irriterede. I sådan et tilfælde ville det virkelig være rart, hvis en, der var dygtigere end en selv, kunne hjælpe med at vejlede og guide, så man bedre forstår, hvorfor hesten gør, som den gør.”
Så selvom Louise er professionel terapeut og kender alle de evidensbaserede teknikker til at komme ud på den anden side af rideangsten, så takker hun og datteren alligevel den lokale ridelærer Signe, som har været god til at favne både deres angst- og ridemæssige udfordringer, samt sende ekvipagerne i den rigtige retning. Så Louise slår gerne et slag for kompetent hjælp og mere en-til-en undervisning.
“Nu har jeg jo pludselig fået ambitioner. For jeg kan jo godt høre, at det er gangarter og flot holdning og den slags, der er vigtigt. Så jeg vil helt vildt gerne deltage i en T8. Jeg skal ikke ud og vinde, men jeg skal gennemføre. Og så vil jeg gerne ud og ride en lang tur. Det kan jeg godt blive helt ængstelig og bekymret over at sige højt, for kommer jeg til at gennemføre det? Men selvfølgelig gør jeg det! Jeg må bare sætte mig nogle delmål, og så lige så stille eksponere mig selv for længere og længere ture, indtil den er der.”
Perfekt når knallerten tölter
Louises hesteliv har altid været fyldt med store heste og ponyer, så at hun skulle ende med en islænder, blev faktisk lidt af et tilfælde. I stedet for at undervise dem i hold på den almindelige rideskole, spottede føromtalte ridelærer nemlig hurtigt, at Louise og Frida havde brug for en anden slags hjælp. Hun tog dem derfor med hjem til sit eget islændersted, hvor de i fred og ro kunne lære at omgås hestene på en mere fredfyldt og mindre angstprovokerende måde.
“Vi kunne ikke have undværet Signe. Og nu heller ikke den islandske hest. Jeg kan godt lide, at den ikke er så høj, og at den er robust. Og så selvfølgelig de to ekstra gear, for jeg elsker tölt, når “knallerten” finder den frem. Som barn har jeg altid selv elsket at ride på tur. Jeg har aldrig gået op i at have det rigtige udstyr, for det var bare på med gummistøvlerne og så afsted. Og det synes jeg, at jeg kan få med den islandske hest. Jeg kan godt lide, at den ikke er så sart. Jeg plejer at kalde de der store fine dressurheste for “dippedip-heste”. Og sådan en skal jeg altså ikke have. Jeg synes bare, at der er noget mere til den islandske hest med dens lange man og pels. Det er en rigtig naturhest, og det kan jeg rigtig godt lide.”
Der er altså slet ingen tvivl om, at Louise er rigtig glad for både sin hest og det at ride, og som hun sidder og fortæller om, hvor meget hun nyder tiden med hoppen Aldinrós, bliver det for alvor tydeligt, at rideangst har mange nuancer, og at løsningen på problemet slet ikke behøver være, at man bare sælger sin hest, og finder på noget andet at lave. Det giver Louise os ivrigt ret i, inden hun afslutter:
“Nej det er bare med at acceptere, at man er bange, så man kan gøre noget ved det. Teknikkerne i min bog er ikke raketvidenskab, og hvis Frida kan overvinde sin frygt, så kan alle.”
Louises tre gode råd mod rideangst:
1. Stop med at flygte fra din angst. Accepter at den er der.
2. Lyt til, hvad angsten vil fortælle. Den tjener altid et formål og har altid en funktion.
3. Lad være med at presse dig selv, men nærm dig angsten langsomt.
