Tölt mod kræft
top of page

Tölt mod kræft

Der blev samlet penge ind til Kræftens Bekæmpelse, da Bjarmí Ishestes årlige eventstævne løb af stablen i weekenden.

Ridestævne for islandske heste
Solen skinnede over Bjarmí Ishestes Eventstævne, da der søndag eftermiddag blev redet finaler (Foto: Fifla.dk)

Det er snart otte år siden, at Helle Kallmayer fra Gl. Klitgaard Camping sammen med Rikke Lønbro og Nikolai Svalebæk fra Svalebæk Isheste fik idéen om at lave et stævne lidt ud over det sædvanlige. Trioen trak derfor i arbejdstøjet, stiftede foreningen Bjarmí Isheste og besluttede sig for at afholde et eventstævne til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Egentlig havde de slet ikke tænkt på, at det skulle blive en årligt tilbagevendende begivenhed, men værten og arrangøren Helle må efterhånden indrømme, at succesen er kommet for at blive.


"Vi har bare haft den mest fantastiske opbakning lige fra dag ét fra både ryttere og publikum. Så hvert år tænker vi, at det her, det bliver vi bare nødt til at gøre én gang til. Både fordi folk forventer det og er rigtig glade for det. Men også fordi vi kan se, at vi kan samle mere og mere ind for hvert år. Så i år er vi spændte på, om vi når sidste års rekord, som var på lidt over 100.000 kr."


Ovalbane på campingplads

Bjarmí Ishestes Eventstævne afholdes hvert år på Gl. Klitgaard Camping i Løkken, som Helle Kallmayer og hendes familie har drevet de sidste 14 år. Egentlig startede de bare ud med at have to islandske heste, men det greb hurtigt om sig, og nu omkranses den anlagte ovalbane af campinghytter og telte til den ene side og folde med islændere så langt øjet rækker til den anden. Lokationen er helt stævneideel, da tilrejsende ryttere nemt og bekvemt kan overnatte på pladsen. Alligevel er eventstævnet hvert år det eneste, der bliver afholdt på adressen.


"Der er faktisk en del arbejde i det, men vi gør det jo, fordi vi synes det er sjovt og fordi vi ikke kan lade være. Nu er min datter også begyndt at være med, så vi får også sådan lidt yngre kræfter og lidt ny energi med indover. Det er meget rart!"


Overskuddet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse

Udover den initiativrige trio finder man rundt omkring på stævnepladsen et utal af frivillige hjælpere i T-shirts med den påtrykte skrift #vitøltermodkræften. Alle er hoppet med på vognen i den gode sags tjeneste og giver med et smil et nap med, hvor det kræves.


"Indtil nu har vi desværre haft for travlt til at kunne danne os et billede af, hvor meget vi har samlet ind i år. Men vi har solgt rigtig godt i vores Amerikanske Lotteri og i vores cafeteria. Vi har jo også fået lidt penge ind fra vores ryttere og dommerne bruger næsten alle deres penge i lotteriet, så det er meget sødt."


Følg Bjarmí Isheste på Facebook for at følge årets indsamling.

bottom of page